Flertal vil nedlægge p-pladser og gøre dele af København bilfri

Et ændringsforslag til den kommende kommuneplan i København kræver parkeringspladser nedlagt og nye bydele rustet til at blive helt eller delvis bilfri.

Københavns nye bydele kan meget vel komme til at have langt færre parkeringspladser end resten af byen.

Et flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune bestående af Enhedslisten, Alternativet, SF, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti vil have begrænset antallet af parkeringspladser i de nye boligområder.

De har nu stillet et ændringsforslag til den kommende kommuneplan.

Samtidig er det en del af ændringsforslaget, at Københavns nye boligområder som for eksempel Nordhavn skal kunne være helt eller delvis bilfri.

- Således er der færre, der dør af luftforurening i København. Det er det, der er en af målsætningerne i denne her beslutning, siger Finn Rudaizky, der er medlem af Teknik-og Miljøudvalget i Københavns Kommune for Dansk Folkeparti. 

Kritiker: Man laver en by for rige singler

Men Venstres integration- og beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning Skovgaard, frygter at det vil betyde, at almindelige mennesker presses ud af byen.

- Jeg er simpelthen bange for, at man er ved lave en by, der ikke er for børnefamilier, siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Hun kritiserer især dele af forslaget, der kan betyde, at biler i visse bydele kan blive opmagasineret på parkeringspladser, der i værste fald kan ligge op mod flere kilometer fra bopælen.

- Det rammer helt almindelige børnefamilier, der har brug for en bil i deres hverdag. Min bekymring er, at vi er ved at skabe et København for rige singler og ældre uden børn, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Mens Finn Rudaizky fra DF (i midten) er fortaler, så forholder Lars Weiss (S) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V) sig mere kritisk til medlemsforslaget.
Mens Finn Rudaizky fra DF (i midten) er fortaler, så forholder Lars Weiss (S) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V) sig mere kritisk til medlemsforslaget.
Foto: TV 2 Kosmopol

Ud med biler, ind med grønne områder

Som reglerne er nu, skal der i udgangspunktet anlægges en parkeringsplads for hver 150 kvadratmeter, når der bygges nyt.

Ved erhvervslejemål skal der være en p-plads for hver 100-250 kvadratmeter - alt efter hvilket erhverv der er tale om, og hvilke muligheder der er for kollektiv trafik i nærheden.

Men når – eller rettere hvis – ændringsforslaget vedtages endeligt, vil man kunne bygge langt færre eller slet ingen p-pladser.

Og i modsætning til Venstre mener Dansk Folkeparti, at færre biler tværtimod vil være godt for børnefamilierne.

- Vi vil gerne have der skal være renere luft. Vi vil gerne have, at der er flere grønne områder. Vi vil gerne have, at de parkeringspladser, der skal laves, skal være under jorden, så der bliver områder, hvor der kan være sport, idræt og grønne områder, siger Finn Rudaizky og fortsætter:

- Der vil være den mulighed for de, der stadig ønsker at have bilen. Men der vil være færre biler og et mindsket ønske om biler i de kommende år. Det kan vi lige så godt vænne os til.

Socialdemokratiet vil have bedre kollektiv trafik først

Borgerrepræsentationens største parti, Socialdemokratiet, er i princippet tilhænger af helt eller delvis bilfri byområder i København.

Alligevel stemte partiets medlemmer ikke for ændringerne i kommuneplanen. Her frygter man, ændringerne vil ramme nogle områder, hvor den kollektive trafik endnu ikke er tilstrækkeligt udbygget.

- Vi kan ikke gøre det alle steder. Det kræver, at det er områder, der er godt betjent af kollektiv trafik, siger Lars Weiss (S), der er gruppeformand og medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Men hvis I går ind for det, hvorfor stemte I så ikke for?

- Fordi det forslag, der ligger, blandt andet også omfatter Tingbjerg. Hvis vi kræver, at beboerne ikke må have bil, så er det også vores forbandede pligt at sørge for, at der er ordentlig kollektiv trafik. Og det er der ikke endnu, siger Lars Weiss.

I medlemsforslaget er der lagt op til, at det fortsat skal være muligt at køre nødkørsel med eksempelvis ambulancer og brandbiler i de bilfri byområder, ligesom varekørsel også skal være tilladt.

Partierne bag ændringsforslaget lægger desuden op til at, man i nye bydele skal kunne bygge parkeringsanlæg, der ligger et stykke væk fra bygninger, man opfører - eventuelt under jorden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik