Flertal for minimumsnormeringer i København i 2022 - der er bare ét problem

Der skal bruges flere hundrede millioner kroner på at sikre minimumsnormeringer allerede fra 2022. Men det kan blive en udfordring, at uddannelser lige nu slås for at lokke pædagoger til skolebænken. 

Der kan fra om to år meget vel være flere voksne til at skifte ble og lege på legepladsen i de københavnske børnehaver og vuggestuer. 

Der tegner sig således et flertal for Socialdemokratiets og SF’s forslag om at bruge 450 millioner kroner på indføre minimumsnormeringer i daginstitutioner allerede fra 2022. 

Det er tre år før det landsdækkende minimumskrav, som blev indført i 2019, og som skal gælde fra 2025.

Forslaget skal inddrages i budgetforhandlingerne for 2021, og allerede nu bakker et flertal i Københavns Borgerrepræsentation op, da Enhedslisten ser med positive øjne på forslaget, lyder det fra Gorm Anker Gunnersen, medlem af Børne- og Ungeudvalget for Enhedslisten. 

quote Forslaget har omgang og vægt, som lever op til det, vi normalt vil kalde en forbedring

Gorm Anker Gunnersen, Enhedslisten

- Det er en helt naturlig forlængelse af den konsensus, der er i udvalget. Man kan godt se på, om alle præmisserne for vitterligt at kunne tale om minimumsnormeringer er tilgodeset, men forslaget har omgang og vægt, som lever op til det, vi normalt vil kalde en forbedring, siger Gorm Anker Gunnersen til TV 2 Lorry. 

Socialdemokratiets og SF's forslag

  • Der skal afsættes 450 millioner kroner på kommunens budget over de næste fire år til at ansætte flere pædagoger og pædagogmedhjælpere, så der maksimalt er 3 børn per voksen i vuggestuerne og 6 børn per voksen i børnehaven i gennemsnit for alle kommunens institutioner. I dag er normeringen 3,2 børn per voksen i byens vuggestuer og 6,5 i børnehaverne.
  • København har i dag lidt over 30.000 børn, der går i en af byens knap 400 daginstitutioner. Over de næste 20 år forventes antallet af børn i alderen nul til fem år at stige med 11.000. Det svarer til 550 børn ekstra om året, der har brug for en daginstitutionsplads.
  • Det stigende antal børn betyder, at København skal rekruttere op mod 950 pædagoger over de næste fire år, hvis ambitionen om minimumsnormeringer skal kunne blive indfriet.

 

Kilde: Forslag fra Socialdemokratiet og SF

I Københavns Forældreorganisation er formand Julie Kyndesgaard “rigtig glad” for forslaget.

- Vi har hele tiden sagt, det her er et absolut minimum. Er det så godt nok? Nej, vi vil gerne have endnu mere pædagogisk personale. Men kigger vi realpolitisk på det, er vi glade for, at der kommer flere penge til området, siger Julie Kyndesgaard. 

Er der pædagoger nok?

Venstres medlem af Børne- og Ungeudvalget, Jens-Kristian Lütken, ser dog mindre blidt på forslaget. Han er som udgangspunkt glad for, at der sendes flere penge til børneområdet, men forslaget er “for beton-socialdomkratiskt”. 

- Vi synes, det er en meget rigid måde at tænke daginstitution på, hvis der skal være et vist antal pædagoger per barn. Nogle steder er der måske brug for flere, men andre steder er der måske ikke brug for så firkantede regler, siger Jens-Kristian Lütken. 

Han mener også, at udfordringen nogle steder ikke handler om antallet af pædagoger, men om dårlig ledelse. 

quote Det er en meget rigid måde at tænke daginstitution på

Jens-Kristian Lütken, Venstre

Jens-Kristian Lütken kan heller ikke se bort fra det kæmpemæssige rekrutteringsproblem, der tegner sig i disse år. Færre søger simpelthen ind på pædagoguddannelsen - seks procent færre valgte det som førsteprioritet på Københavns Professionshøjskole i 2019. 

Det, der virkelig halter, er, at man så får flere ungarbejdere, der kommer direkte fra gymnasierne ind i daginstitutionerne. Er det mere kvalitet?

Julie Kyndesgaard fra Københavns Forældreorganisation kalder det bedre end ingenting. Har hun ikke ret i det?

- Så vil jeg hellere bruge pengene på dygtige pædagogiske medarbejdere, der kan arbejde med sprog og indlæring i nogle af de bydele, hvor der er brug for det, siger Jens-Kristian Lütken. 

Borgmester: Bedre rammer til pædagoger

I Enhedslisten ligger det Gorm Anker Gunnersen på sinde, at der hyres uddannede pædagoger, når der skal tilføres flere pædagoger i de københavnske børnehaver og daginstitutioner.

Men hvad gør I så, når der ikke er nogle pædagoger at ansætte i 2022?

- Det er lidt af en drøftelse. De pædagogiske uddannelser skal gøres mere attraktive og her i Københavns Kommune kan vi arbejde for at de bedste talenter, der ikke er uddannede, kan få mulighed for at efteruddanne sig, siger Gorm Anker Gunnersen. 

Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester fra SF, hvordan vil I finde hele 950 nye pædagoger til det her?

- Det handler både om at skabe en bedre hverdag, der er mindre presset, og hvor der er plads til mere nærvær med børnene, men hvor der også er mere plads og luft til pædagogerne, hvis der er en kollega, der bliver syg. Så håber vi, at vi kan få flere pædagoger på deltid til at gå op i tid. Og vi håber, at nogle af vores pædagogmedhjælpere kan lokkes ind på uddannelserne. Og så håber vi, at vi kan få nogle af de pædagogiske assistenter, der er, ind i feltet. På den måde får vi samlet set mere uddannet personale til de københavnske børn. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF).
Sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF).
Foto: TV 2 Kosmopol

Men hvordan vil I gøre det mere fordelagtigt?

- Vi skal skabe en mere attraktiv pædagoguddannelse, og så betyder det noget, at der er bedre rammer i hverdagen. 

Og hvordan vil I så gøre det?

- Der skal både være mere pædagogisk personale, flere pædagoger skal gå op i tid og flere medhjælpere skal uddannes. Og så skal flere unge få lyst til at søge uddannelserne, og det skal gøres inde på Christiansborg ved at gøre uddannelsen bedre. 

Hvor skal pengene til forslaget findes?

- Det er et spørgsmål om prioriteter, når vi sidder ved budgetbordet. Der er nogle frie midler, men hvis man prioriterer benhårdt og ikke prioriterer alt muligt andet, så er der råd til at give vores børn en bedre hverdag.

Københavns Professionshøjskole er også smerteligt bevidste om problemerne med det faldende ansøgertal til pædagoguddannelsen.

Derfor vil de som noget nyt oprette en merituddannelse, der skal gøre det muligt for akademikere at tage den tre et halvt år lange pædagoguddannelse på bare to år. Det kan du læse mere om her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik