Flere end 100 forældre fik bøde foran skole: ”De udsætter både sig selv og andre for fare”

Det kniber med at overholde loven for en del forældre, når de skal aflevere børnene i skole, lyder det fra Københavns Politi.

Nogle gange er der travlt om morgenen. For travlt. I hvert fald for virkelig mange forældre, der trodser færdselsreglerne i de tidlige morgentimer.

Det fortæller Københavns Politi, der netop har gennemført en målrettet indsats på skolevejene fra den 5. til den 11. januar, hvor bødeblokken foran skolerne måtte frem hele 208 gange.

Langt størstedelen af bøderne var til forældre, der ikke overholdt loven, mens der kan have været enkelte forbipasserende iblandt også, oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Kørte over for rødt lys ved skolen

Blandt andet har 83 bilister fået bøder for at trodse ’indkørsel forbudt’-skilte. 11 har fået bøde for at standse steder, hvor det ikke er tilladt. Desuden fik tre bilister klip i kørekortet – en kørte over for rødt lys på en skolevej. En lavede en ureglementeret overhaling, og en talte i håndholdt mobiltelefon i bilen.

- Færdselsreglerne er lavet for, at vi alle kan komme sikkert frem, og man udsætter både sig selv og andre for fare ved ikke at overholde dem. Det gælder i særdeleshed ved skoleveje, hvor mange børn og unge, der er nye i trafikken, færdes, siger politikommissær ved Københavns Politi, Bettina Appleyard.

Også problemer med cyklister

Også på cykelstierne har der været problemer på skolevejene. 

29 cyklister har fået bøder for at køre over for rødt lys på skoleveje, 13 for at cykle mod ensretningen – og hele 63 for at cykle uden lys. Af de 63 var 15 børn under 15 år. De har ikke fået bøder, men i stedet har deres forældre fået et opkald fra politiet.

- Vores patruljer har desværre også måtte ringe til en del forældre, hvis børn kørte uden lys på cyklerne. Det kan være farligt, fordi man så er svær at se i morgenmørket, så derfor har forældrene fået en kraftig opfordring til at få styr på lygterne på deres børns cykler, siger Bettina Appleyard.

Københavns Politi laver løbende færdselsindsatser ved byens skoler. 

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik