Fiskehandler melder om tun-gak-gak i Øresund: Minister afviser at gøre noget

En ny ordning gør det muligt for lystfiskere at fange tun til DTU Aqua, men de må ikke efterfølgende sælge fisken. Fiskehandler frygter, at den dyre fisk ryger i skraldespanden.

Fredag kunne fiskehandler Tommy Raabo Fischer fra HAV i TorvehallerneKBH fremvise en kæmpe blåfinnet tun fra middelhavet til en værdi af 60.000 kroner.

Han håber dog i fremtiden, at det måske kan være en dansk en af slagsen fra Øresund, der lander i hans butik.

- Jeg ville ønske, at det var en dansk tun, vi har liggende, siger Tommy Raabo Fischer til TV 2 Lorry.

Tunen er nemlig for alvor kommet tilbage til Øresund, og tun på 100-300 kilo springer atter lystigt i farvandet.

Det har de blandt andet kunne konkludere på Øresundsakvariet i Helsingør, hvor man de seneste år har oplevet den store fisk på jagt efter store stimer af makrel og sild.

I mere end 50 år har den store tun været forsvundet fra de danske farvande, selvom den ellers var meget normal i Danmark frem til midten af det 20. århundrede.

For nogle år siden begyndte fiskere og sejlere dog at spotte stimer af kæmpestore fisk i Øresund igen til stor glæde for marinebiologer og professorer på de danske universiteter.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Tommy Raabo Fischer fremviser
Tommy Raabo Fischer fremviser
Foto: Privatfoto/Trine Bishop

Åndssvag ordning

Det er normalt ulovligt at fange tun i Danmark uden at sætte dem tilbage i havet. Men Danmark har lavet en byttehandel med fiskekvoter med Spanien. 35 ton makrelkvoter er sendt sydpå, og Danmark har fået fem ton tunkvoter.

Det betyder, at danske lystfiskere får lov til at fange 15-20 tun, som skal stilles til rådighed for forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Efter at forskerne fra DTU Aqua har haft fiskene inde til undersøgelser, må lystfiskerne, der har fanget tunene, få dem med hjem igen, men de må ikke sælges.

Blåfinnet tun

  • Atlantisk eller blåfinnet tun (Thunnus thynnus) er den største af tunarterne og kan blive over tre meter lang og veje op til cirka 700 kilo.


  • Blåfinnet tun er en vandrefisk, som lever i store dele af Atlanterhavet. Den har to kendte gydeområder i henholdsvis Den Mexicanske Golf og Middelhavet.


  • Historisk set var blåfinnet tun en vanlig gæst i skandinaviske farvande og også genstand for et betydeligt fiskeri, før den pludseligt forsvandt herfra for cirka 60 år siden. I de senere år er den blåfinnede tun vendt tilbage til de skandinaviske farvande.


Kilde: DTU Aqua

Den ordning er Tommy Raabo Fischer uforstående overfor, da erhvervsfiskerne i forvejen er presset af kvoter, der bliver beskåret.

- I stedet for at give den kvote til nogle fiskere, der kunne bruge det til noget, så giver man dem til nogle lystfiskere, så de kan fange tun for sjov.

- Jeg synes, det er åndssvagt, at man tager kvoten fra nogle erhvervsfiskere og giver den til nogle privatpersoner, og ydermere sørger for, at den ikke kan komme i handlen, så der ikke er nogen, der kan tjene penge på den fisk, siger Tommy Raabo Fischer, til TV 2 Lorry.

- Synd hvis den havner i en fryser

Han har intet imod, at lystfiskere arrangerer turer, hvor betalende gæster kommer ombord med håbet om at kunne hive en stor tun i land.

- Men hvorfor kan fisken ikke blive solgt til mig efterfølgende – det er totalt tumpet. Så ville der jo være en dobbeltøkonomi, siger Tommy Raabo Fischer.

Hans argument er også, at de lystfiskere, som efter at have udtaget en prøve til DTU Aqua, kan hjemtage tunen, ikke har kapacitet til at opbevare den.

Tunen kan nemlig ikke tåle at blive frosset ned i en almindelig fryser.

- Det er en meget sart fisk. Den skal sælges inden for 3-4 dage, og skal ellers fryses i en minus 60 graders for ikke at blive beskadiget. Det er synd, at noget, der så dyrt og så lækkert, havner i en fryser, hvor det bliver ødelagt, siger Tommy Raabo Fischer.

Han har det dog fint med, at DTU er inde over fangsten af tun i dansk farvand. Det er nemlig unikt, at den kommet tilbage, så der skal ikke drives rovdrift, og man bliver nødt til at passe på den.

quote Men hvorfor kan fisken ikke blive solgt til mig efterfølgende – det er totalt tumpet.

Tommy Raabo Fischer, HAV i TorvehallerneKBH

Jens P. Jeppesen, havbiolog samt akvarie- og museumschef på Øresundsundsakvariet bekræfter overfor TV 2 Lorry, at bestanden af blåfinnet tun i Øresund er stigende og de bliver større.

På trods af det mener han ligeledes, at der ikke skal gives los på fangsten af fisken.

- Man skal glæde sig over, at de er kommet tilbage, inden man begynder at fange dem. Det er fint med de fem tons til videnskabelige prøver. Men man skal vente nogle år endnu, indtil man kan se, om bestanden er stabiliseret, siger Jens P. Jeppesen til TV 2 Lorry.

EU-regler: Lystfiskere må ikke omsætte fangst

Samtidig er han enig i, at en del af kødet fra de tunfisk, der bliver fanget til forskning, bør gå til lokale forhandlere.

- Det er jo grotesk, at vi skal importere, når vi har ressourcerne lige ude foran vinduet. 

- Hvis de bliver fanget i Øresund, så bør det gå til restauranter i Nordsjælland og København. Så kan man også få en lokal historie på tunen. Det vil jo være fantastisk at kunne spise tun fra Øresund, siger Jens P. Jeppesen.

Det er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri der har forhandlet aftalen om de fem ton tunkvoter.

TV 2 Lorry har spurgt ministeriet, hvorfor tun, der bliver fanget til forskning, ikke kan sælges til fiskebutikker, og om Rasmus Prehn, der er minister på området, er villig til at se på en ændring af reglerne.

Det har han dog ikke ville forholde sig til, men har i stedet sendt et skriftligt svar.

- Jeg fik byttet os til en lille tunkvote med den spanske fiskeriminister i juli, som skal bruges i forskningsøjemed. Det er for tidligt at sige, om dansk tun kan blive del af køledisken hos landets fiskehandlere. For nu handler det udelukkende om at indhente så meget viden om tunens levevilkår i de danske farvande som muligt. 

- Det hjælper dygtige, erfarne lystfiskere med. De dele af fangsterne, som forskerne ikke skal bruge, får de frivillige med hjem, da lystfiskere ifølge fælles EU-regler ikke må omsætte deres fangst, siger Rasmus Prehn til TV 2 Lorry.

Selvom det er ulovligt for erhvervsfiskere at fange tun i Danmark, så dukker de dog af og til op på auktioner. De må nemlig gerne fanges som bifangst, hvilket betyder, at der ikke må fiskes bevidst efter den.

I videoen her kan du se, hvordan den blåfinnet tun springer rundt i øresund

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik