Fire personer smittet efter demonstration i København

Flere personer med tilknytning til stor demonstration i København er nu konstateret smittet. Samtidig er 22 personer fra fly fra Pakistan, der landede i Københavns Lufthavn 6. juni, smittet, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside.

Fire personer med relation til en Black Lives Matter-demonstration i København 7. juni er smittet med coronavirus.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside. 

Styrelsen har kontaktet de smittede og sikret opsporing af nære kontakter, siger Anette Lykke Petri, overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Vi arbejder intenst på at stoppe alle smittekæderne, så virussen ikke breder sig yderligere. I alle sager fortsætter smitteopsporingsarbejdet, hver gang en ny person med relation til en konkret begivenhed testes positiv. Det er fortsat helt afgørende, at de generelle anbefalinger også overholdes så smitten angribes fra flere sider.

De tre af dem er deltagere, mens den fjerde er en nær relation til en deltager, siger Anette Lykke Petri til Ritzau.

Hun fortæller, at der kan være et mørketal af bekræftet smittede med relation til demonstrationen.

- Vi ringer hver dag til alle, der er testet positive og stiller en række spørgsmål - herunder om de har deltaget i større arrangementer.

- Det er helt frivilligt for dem at oplyse, om de har deltaget i en demonstration. Så vi har kun de oplysninger, som de selv giver, siger Anette Lykke Petri.

Flere smittede på fly fra Pakistan

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver derudover, at der nu er konstateret coronasmitte ved i alt 18 passagerer ombord på et fly fra Pakistan, der landede i Danmark 6. juni. Fire af deres kontakter er siden blevet smittet.

Alle relevante personer er kontaktet og orienteret om alle forholdsregler af styrelsen, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

I begyndelsen af ugen kom det frem, at en deltager i en demonstration mod racisme i København for to uger siden var konstateret smittet med coronavirus.

Der har været forskellige udmeldinger om, hvor gode folk var til at holde afstand under demonstrationen, der var blevet arrangeret af Black Lives Matter Denmark.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) opfordrede dengang folk til at lade sig teste, hvis de har deltaget i demonstrationen og stået tæt på andre. Det gjaldt, uanset om man udviste symptomer eller ej.

Demonstration efter George Floyds død

7. juni blev Københavns gader fyldt med slagord, bannere og tilråb, ligesom det er sket overalt i verden i løbet af de seneste to uger.

’Black Lives Matter’, ’Silence is violence’ og ’Enough is enough’ stod der på de medbragte bannere.

Alle med det samme formål. At råbe op og vise sin modstand til racisme i samfundet. Demonstrationen var arrangeret af bevægelsen Black Lives Matter i kølvandet på sagen om den sorte amerikaner George Floyds død, som en betjent er sigtet for at stå bag.

Virolog var bekymret

Allerede før demonstrationen udtalte professor og virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, sig bekymrende om begivenheden. 

- Hvis jeg udelukkende tager smittebrillerne på, så er det altså problematisk. Det er faktisk en af den type situationer, som vi helst skal udenom for at undgå at få en opblussen af epidemien igen, siger han.

I kølvandet på demontrationene kunne TV 2 Lorry fortælle, at fire ansatte i design- og arkitektur-bureauet Urgent Agency med kontor på blandt andet Nørrebro deltog i den store Black Lives Matter-demonstration. 

Bad medarbejdere om at blive hjemme

Efter generelle anbefalinger fra myndighederne om coronavirus bad administrerende direktør, Mads Quistgaard, deltagerne om at tage en corona-test og arbejde hjemme, indtil resultatet var klar. 

- De fire er taget afsted på eget initiativ, og jeg støtter 100 procent op om deres beslutning. Vi som firma er stolte af medarbejder der bruger deres fritid på at engagere sig Black Lives Matter, sagde Mads Quistgaard til TV 2 Lorry. 

Landets største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation, Dansk Industri, udtalte mandag i sidste uge, at arbejdsgivere først bør opfordre deres ansatte til at få taget en coronatest, hvis myndighederne anbefaler det. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik