Filminstitut laver biograf på tagterrasse med udsigt over Kongens Have

Det Danske Filminstitut på Gothersgade omdanner bygningens tag til en open-air biograf med udsigt over Kongens Have, Rosenborg Slot og Københavns tårne.

Visualisering af tagterrassen, som Det Danske Filminstitut vil bygge oven på Filmhuset. Foto: DFI / Rambøll

Filmhuset i Gothersgade kan inden længe føje endnu en attraktion til dets repertoire.

På toppen af Cinemateket vil Det Danske Filminstitut (DFI) nemlig bygge om til en open-air biograf med en tilhørende taghave, hvis de altså får lov af Københavns Kommune.

Det oplyser DFI i en pressemeddelelse.

- Ambitionen er at udnytte den spektakulære udsigt og skabe et markant udendørs filmkulturelt samlingspunkt, hvor gæsterne kan få både seriøse og underholdende filmoplevelser under åben himmel, siger Jakob Buhl Vestergaard, som er vicedirektør i Det Danske Filminstitut, og fortæller, at tagterrassen også skal indeholde andre attraktioner:

Visualisering af tagterrassen, som Det Danske Filminstitut vil bygge oven på Filmhuset. Foto: DFI / Rambøll

- På toppen kan gæsterne også besøge en interaktiv open air-udstilling med en række spots med forskellige filminstallationer.

1.500 kvadratmeter skal satsningen brede sig over oven på den historiske bygning, hvor filminstituttet har haft til huse siden 1970’erne. Fra toppen vil besøgende med bygningens placering centralt i København få en af byens bedste udsigter.

Læs også Luksus-bio på toppen af Experimentarium får udsigt til store lærreder - og Øresund

Fra tagterrassen kan man således i fremtiden nyde en god film og samtidig betragte udsigten over Kogens Have, Rosenborg Slot og Middelalderbyen.

Bag projektet står multivirksomheden Rambøll, der også har lavet et lignende projekt på toppen af Salling i Aarhus.

Filmhuset i Gothersgade, hvor Det Danske Filminstitut  under Kulturministeriet har til huse. Foto: Jakob Dall/Nordfoto/Ritzau Scanpix

- Hele rooftop’ens layout er programmeret som en sammenhængende opdagelsesrejse i det danske filmunivers med forskellige tematiserede installationer, i forening med grønne oaser og en café med både inden- og udendørs servering, siger Siri Stokholm Carlsen, Rambølls sagsarkitekt på projektet.

Får projektet grønt lys i form af en byggetilladelse fra Københavns Kommune, kan byggeriet gå i gang i juni måned. Sker det, forventer DFI at åbne for publikum i marts 2021.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?