Ferie og sygemeldinger rammer stofbrugere i behandling: Må undvære 'lovlig heroin'

Valmuen, hvor stofbruger kan få lægeordineret heroin, er tvunget til at begrænse åbningstiderne denne uge. Det kommer ikke uden konsekvenser, lyder det fra dem, der bruger stedet.

En "uheldig" kombination af ferie og sygemeldinger.

Sådan lyder det fra chefen for Center for Opioider og Substitutionsbehandling i Københavns Kommune, Michael Hjort Andersen, når han skal forklare, hvorfor åbningstiderne på behandlingsstedet Valmuen er reduceret fra to til én gang om dagen denne uge.

quote Medicinen er så nødvendigt, at folk kan finde på at falde tilbage i deres gamle uvaner, hvis de ikke får det

Dennis Jensen, talsmand og næstformand for Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere

Hvad er Valmuen?

  • Specialenhed for heroinbehandling Valmuen tilbyder behandling med lægeordineret heroin til dem, de har prøvet almindelig substitutionsbehandling, men stadig bruger illegal heroin.

  • Når man er indskrevet til behandling på Valmuen, får man lægeordineret Heroin (DAM). Den får man udleveret to gange om dagen, og så får man metadon til natten.

  • Udleveringen foregår om formiddagen og om eftermiddagen, og det er ikke muligt at få mere end én dosis ad gangen. Man kan altså ikke hente to doser om formiddagen eksempelvis.

  • Formålet med behandlingen i Valmuen er at støtte brugerne i at få et roligt og godt liv, ved at give ordineret heroin i sikre rammer, hvor der er personale til stede.

  • Behandlingen i Specialenheden Valmuen er både medicinsk og social. Der er læger, sygeplejersker, pædagoger i klinikken.

  • Den ordinerede heroin fås både, som tablet eller som væske til at injicere i vene, eller muskel. 

  • Behandling med lægeordineret heroin kræver en henvisning.

  • Der er i øjeblikket 51 borgere er i behandling på Valmuen.

Kilde: Københavns Kommune

Stofbrugere kommer til Valmuen for at få behandling med diacetylmorphin (DAM), der også er kendt som heroin. En "livsnødvendig medicin", lyder det fra Dennis Jensen, der er næstformand og talsmand for Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere:

- Problemet med de begrænsede åbningstider er, at det ikke giver os adgang til livsnødvendig medicin, behandling eller socialt samvær, siger han til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Omlægning eller reducerede åbningstider?

  • Der er delte meninger om, hvad man skal kalde den reducerede udlevering af de lægeordinerede heroin (DAM)

  • Ifølge BrugerForeningen For Aktive Stofbrugere er der reelt tale om begrænsede åbningstider, fordi der kun er udlevering af DAM én gang om dagen.

  • Københavns Kommune understreger, at Valmuen ikke er lukket, da der stadig er mulighed for udlevering af metadon eller depotmorfin. I stedet er der tale om en omlægning af behandlingen, hvor der er en begrænsning i udleveringen af DAM, men stadig udlevering af metadon eller depotmorfin.

Omlægningen af behandlingen betyder, at de stofbrugere, der er i behandling på Valmuen, i stedet for to gange om dagen kun kan få udleveret medicinen én gang om dagen.

Som erstatning bliver de tilbudt "almindelig" metadon, som også kaldes for "natmedicin".

- Det er ikke løsningen for denne gruppe af brugere, for så havde de fået behandling et andet sted, forklarer Dennis Jensen med henvisning til, at erstatningen ikke har samme virkning som DAM.

Behandling kræver længere oplæring

Han har selv mærket på egen krop, hvordan behandlingen har haft positiv effekt efter 12 år.

- I mit tilfælde har jeg haft så hård en barndom, at jeg har selvmedicineret mig selv. Men jeg har fået et normalt og godt liv af at være i behandling på Valmuen. Det, medicinen har gjort for mig de sidste 12 år, er uvurderligt. Jeg har ikke haft det så godt, som jeg har nu.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Behandling kræver højt specialiseret personale

DAM-behandling kan både være i tabletform, intravenøs eller intramuskulær.

Hvis behandlingen er intravenøs, så skal dosisen trækkes op af en specialuddannet sygeplejerske under forhold, hvor DAM-behandlingen kan gives sikkert med rent udstyr og under observation af specialuddannet personale, så der kan gribes ind ved for eksempel overdosering.

Det forklarer Laura Hestehave, der er konstitueret overlæge på Center for Opioider og Substitutionsbehandling og har det lægefaglige ansvar på Valmuen.

Heroin-behandlingen på Valmuen er tilrettet den enkelte og kræver specielt uddannet sundhedspersonale. I øjeblikket er der ni af sådanne på Valmuen. Men i denne uge er der ikke nok personale til at udføre behandlingen.

- Lige nu er vi i en situation, hvor der er ferie, og det har de ansatte jo ret til. Samtidig er vi blevet ramt af en række sygemeldinger, lyder det fra chefen for Center for Opioider og Substitutionsbehandling i Københavns Kommune, Michael Hjort Andersen, der uddyber:

- Så kan man spørge, om vi ikke bare kan hive nogle andre ind. Og ja, vi har et stort vikarkorps, men de er også ramt af ferie. Vi er i højsommeren, og det gør det svært at hive vikarer ind.

Laura Hestehave er konstitueret overlæge på Center for Opioider og Substitutionsbehandling. Hun står med det lægefaglige ansvar på Valmuen.

Ifølge hende er det heller ikke muligt at 'låne' personale andetsteds fra:

- Vi kan heller ikke bare hive nogen sygeplejersker ind fra andre institutioner. Det kan vi ikke, for de er også ramt af ferier. Vi kan heller ikke bare hive 'hvem som helst' ind, fordi det kræver længerevarende oplæring, da der indgår højt specialiserede sygeplejeropgaver at give medicinen.

quote Det er virkelig, virkelig uheldigt, og vi gør alt for at undgå det sker i fremtiden.

Michael Hjort Andersen, chef for Opioid og Substitutionsbehandlingen, Københavns Kommune,

Manglende medicin har konsekvenser

Uanset forklaringen for den begrænsede udlevering af DAM, så er det ikke uden konsekvenser, at stofbrugerne, der er i behandling på Valmuen, må klare sig uden deres normale doser.

- DAM er en morfin, man bliver afhængig af, og hvis folk ikke får det, så bliver man syg på en måde, som man kan mærke, forklarer tals- og næstformand for Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere Dennis Jensen og uddyber:

- Det er alt lige fra kramper, opkastninger, svedeture, psykisk ubehag, angstanfald og søvnmangel. Det er individuelt, hvad der sker med folk.

Derudover bekymrer det Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere, at det kan tvinge nogle af patienterne ud på det illegale marked, hvis de skal have dækket deres behov.

- Medicinen er så nødvendigt, at folk kan finde på at falde tilbage i deres gamle uvaner (købe heroinen på det illegale marked, red), hvis de ikke får det. Og det er jo ikke noget, folk ønsker, hvis de går på denne her klinik, lyder det fra foreningens talsmand.

Et problem, som den ansvarlige for København Kommunes substitutionsbehandling anerkender:

- Det er rigtigt, at der er en risiko for, at borgerne vil søge mod det illegale marked for at få tilfredsstillet deres behov. Overvejelserne bag omlægningen af behandlingen har gået på at sikre så meget behandling som muligt for at forhindre kriminalitet og sundhedsmæssige konsekvenser for patienterne.

- Men vi har lagt en plan for, hvornår vi er tilbage til den normale drift for at fjerne noget af usikkerheden.

Føler sig som andenrangsborgere

Michael Hjort Andersen fortæller til TV 2 Lorry, at Valmuen efter planen er tilbage på helt almindelig drift fra på lørdag. Men at det overhovedet er nødvendigt at begrænse udleveringen af DAM, er et stort problem, mener Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere.

- Vi føler, vi bliver betragtet som andenrangsborgere. Nævn mig en anden patientgruppe i Danmark, der bliver udsat for denne her behandling (ikke at få den nødvendige medicin, red)? Alle andre ville få den medicin, de havde brug for, hvis behandlingsstedet var nødt til at lukke i en periode. 

quote De (patienterne) kan ikke bare træde ind et nyt sted og få den behandling, de behøver.

Laura Hestehave, konstitueret overlæge på Center for Opioider og Substitutionsbehandling

Dennis Jensen undrer sig over, at Københavns Kommune ikke har lavet en midlertidig løsning, hvor det var muligt at få udleveret DAM to gange om dagen.

- Det kunne været at sende os et andet sted hen som eksempelvis i Hvidovre, hvor der også er en klinik.

Det er dog ikke en holdbar løsning, lyder det fra Laura Hestehave.

- Det er jo en meget nøje behandling, der journaliseres hos os, og det kan man ikke bare overføre. Der er et kendskab til den enkelte borgere. De (patienterne) kan ikke bare træde ind et nyt sted og få den behandling, de behøver.

Den forklaring forstår Dennis Jensen dog ikke meget af.

- Det er noget vås. Når vi skal over til mor og far i Jylland, så kan vi godt komme over på de andre behandlingssteder, der er i landet. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre.

"Rusen får min krop til at fungere"

Til trods for kritikken fra stofbrugerne mener Michael Hjort Andersen, at den begrænsede åbningstid for udlevering af DAM er den bedste løsning i den nuværende situation.

- I den optimale verden ville der ikke være nogen begrænsninger, men i en situation hvor vi ikke har personale nok, er vi nødt til at sikre, at borgerne får mest mulig behandling. Ledelsen har lagt en plan, hvor det er sikret, at der er DAM behandling om formiddagen.

- Det er den bedste løsning, der kunne findes. Hvis ikke Valmuen havde samlet sine kræfter i formiddagsudlevering og omlagt til metadon i anden udlevering, havde vi risikeret, at vi ikke kunne udlevere alle dage i denne uge.

- Det er virkelig, virkelig uheldigt, og vi gør alt for at undgå, det sker i fremtiden, slår han fast.

quote Alle andre ville få den medicin, de havde brug for, hvis behandlingsstedet var nødt til at lukke i en periode.

Dennis Jensen, talsmand og næstformand for Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere

Det er ikke første gang, at Valmuen er nødt til at omlægge behandlingen. Det var også nødvendigt i februar og hen over julen sidste år.

Derfor ærgrer det Dennis Jensen endnu mere, at man er nødt til at begrænse udlevering af DAM igen.

- Vi synes måske, at man godt kunne have planlagt ferierne lidt bedre, når nu man har erfaringer med at må lukke ned.

Hvorfor kan brugerne ikke bare stoppe med at tage den lægeordinerede heroin?

Hvis du bliver tilbudt DAM, så vil du opleve en rus. Jeg, der får den samme dosis hver dag året rundt, oplever rusen ved, at kroppen fungerer normalt igen. Det er nærmest ligesom en sukkersygepatient, der får insulin.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik