Fem punkter til borgmesteren om spildevand: "Vi vil have svar på, hvad der er sket"

Politikerne i Københavns Kommune har ved næste møde i Borgerrepræsentationen fem punkter på dagsordenen, der tager udgangspunkt i den store spildevandssag.

Siden TV 2 Lorrys afsløringer om de store mængder spildevand, der var planlagt at blive udledt i Øresund, har der været stor politisk opmærksomhed omkring sagen på Københavns Rådhus.

Ved næste møde i Borgerrepræsentationen er der fremsat fem punkter på dagsordenen, der vedrører spildevandsudledningen.

Forslagene kommer fra partier som SF, De Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre.

Det er blandt andet Mette Annelie Rasmussen, gruppeformand hos Radikale Venstre og medlem af Teknik- og Miljøudvalget, der har været med til at få spildevandsudledningen på dagsordenen. Hun kræver klarlægning og svar fra teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL).

- Vi vil gerne have svar på, hvad borgmesteren mener, der ligger til grund for det, der er sket, og hvorfor det politiske niveau ikke er orienteret om tilladelsen til udledningen, fortæller Mette Annelie Rasmussen til TV 2 Lorry.

Vil have udledning stoppet

Derudover vil hun også gerne have svar på, hvor mange udledninger der har fundet sted. For som TV 2 Lorry også kunne fortælle, var det ikke et enestående eksempel at udlede 290.000 kubikmeter urenset spildevand direkte ud i Øresund.

Københavns Kommune har alene i perioden 2014-2018 udledt 35 milliarder liter urenset spildevand i Øresund.

- Problemet er jo større end, hvad vi havde set. Vi vil gerne have omfanget af det. Det er jo kun toppen af isbjerget. Vi vil også gerne have hendes indspark til, hvordan vi kan få håndteret det større spildevandsproblem, lyder det fra gruppeformanden.

Hun håber på, at de fem punkter til næste møde i Borgerrepræsentationen kan få sat en stopper for udledningen af spildevand i havet blandt andet ved at se på kloaksystemet.

- Hvordan kan vi frakoble kloakkerne, når der er tryk på dem, for eksempel når der er skybrud? I og med at klimakrisen er blevet så tydelig, er der også kommet fokus på biodiversiteten. Der skal handles, før det er for sent. Urenset spildevand i havet er ikke en løsning, siger Mette Annelie Rasmussen.

Spildevand i Øresund

TV 2 Lorry har den seneste tid sat fokus på hovedstadsområdets store udledning af urenset spildevand i Øresund.

 

Sagen startede, da TV 2 Lorry kunne afsløre, at kommunerne København og Gentofte havde givet tilladelelse til at lede 290 millioner liter urenset spildevand direkte ud i havet over fem dage i maj som led i en byggemodningsproces i Nordhavn.

 

Efter sagen fik national og international opmærksomhed, valgte parterne bag - kommunerne, forsyningsselskaberne Hofor og Novafoss og bygherren AP Pension - at udskyde udledningen til oktober, hvor badesæsonen er overstået og miljøkonsekvenserne af udledningen er mindre.

 

Siden viste en aktindsigt, som TV 2 Lorry fik, at de 290 millioner liter spildevand blot er en dråbe i havet i forhold til den store udledning af spildevand, som hovedstadskommunerne leder ud i Øresund hvert år. Over en fireårig periode mellem 2014 og 2018 har Københavns Kommune alene udledt 35 milliarder liter urenset spildevand. For Gentofte er tallet 10 millarder liter.

 

Afsløringerne har fået danske såvel som svenske politikere samt miljøorganisationer og fagpersoner til at kræve handling, så udledningen mindskes.

 

Flere eksperter peger på, at udledning af store mængder spildevand er skadeligt for havmiljøet, især om sommeren, hvor næringsstofferne fra lortevandet skaber algevækst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik