Fejl på stemmesedler ved valget fik borgere til at klage – dem har politikerne nu afvist

I alt har 51 personer formelt klaget over kommunalvalget i København for lidt over to uger siden. Især manglende afkrydsningsfelter på stemmeseddel har bragt sindene i kog.

Kommunalvalget i København kommer ikke til at gå om på grund af en fejl på stemmesedlerne.

Det har en enig borgerrepræsentation besluttet, da indkomne klager over kommunalvalget blev behandlet på et møde torsdag aften.

I alt var der kommet 51 klager vedrørende valget, hvoraf størstedelen – 29 af slagsen – omhandlede manglende afkrydsningsrubrikker ud for fire kandidater fra partiet Frihedslisten.

På valgdagen fik vælgere stukket valgkort i hånden, hvor fire ud af partiets fem kandidaters navne ikke var ledsaget af de påkrævede afkrydsningsbokse.

Det fik flere af partiets kandidater til at kræve omvalg. Blandt andet sagde Frihedslistens initiativtager, Flemming Blicher, således til TV 2 Lorry:

- Det er Københavns Kommunes eneste opgave med sådan en stemmeseddel, at sørge for at der er afkrydsningsfelter til alle kandidater, og det er der ikke. Derfor må valget i Københavns Kommune simpelthen gå om.

Men det kommer ikke til at ske. Uden afstemning vedtog Borgerrepræsentationen, at klagerne tages til efterretning, men at valgets resultat står ved magt.

Det står Frihedslistens spidskandidat uforstående over for.

- De få, der går imod fascisme, kommunisme og den totalitære stat, får simpelthen bare slettet sine valgrubrikker, så folket ikke kan stemme på os. Det er jo grotesk. Det er ulovligt. Det er et ulovligt valg, vi har haft, siger Per Brændgaard.

Per Brændgaard fra Frihedslisten kaldet det 'grotesk', at valget i Københavns Kommune ikke skal gå om efter fejlen på stemmesedlerne.
Per Brændgaard fra Frihedslisten kaldet det 'grotesk', at valget i Københavns Kommune ikke skal gå om efter fejlen på stemmesedlerne.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Socialdemokratiet er Borgerrepræsentationens største parti, i hvert fald lidt endnu. Her mener Jonas Bjørn Jensen, at fejlen på stemmesedlen ikke var graverende nok til, at valget skulle gå om.

- Vi har et system for, hvor store fejl der skal til, før valget skal gå om. Her er vurderingen fra alle 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen, at fejlen ikke har et omfang, så valget skal gå om, siger han.

Der manglede afkrydsningsrubrikker ud for fire af partiets fem kandidater ved valget i København.
Der manglede afkrydsningsrubrikker ud for fire af partiets fem kandidater ved valget i København.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Beslutningen er i tråd med den, som TV 2 Lorry tidligere fik fra Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret på SDU.

- Der er flere muligheder for at klage. Men det vil kræve en proportionalitetsvurdering, hvor man blandt andet må gå ind og vurdere, om de manglende afkrydsningsfelter har haft en reel påvirkning på valgets udfald. Det er langt fra altid nogen enkel sag. Men helt umiddelbart - og ud fra det hidtil oplyste - anser jeg det ikke for sandsynligt, at det her vil føre til omvalg, sagde han til TV 2 Lorry, da nyheden om de manglende afkrydsningsfelter kom frem på valgdagen.

Frihedslisten fik 0,4 procent af stemmerne i Københavns Kommune ved valget.

Andre klager til kommunen over valget handler mange forskellige forhold, for eksempel at skriften på sedlen var sat for småt, adgangsforhold til stemmelokalet, forhold ved udendørs stemmeafgivning eller at enkelte ikke har modtaget valgkort.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik