"Fantastisk" og "underligt": Hjælpepakke til restauranter får blandet modtagelse

Mens en restauratør i København glæder sig over en ny hjælpepulje til de største byer, får forslaget en lunken modtagelse i Køge.

Regeringen har torsdag ved middagstid præsenteret sit forslag til en sommer- og erhvervshjælpepakke. En støttepakke til en værdi af 1,6 milliarder kroner.

En del af pakken er målrettet storbyturismen og restauranterne. Med andre ord vil regeringen lave en sommerpulje, hvor restauranter i de fire største danske byer kan søge et kontant tilskud på op til 50.000 kroner til at give kunderne gode tilbud i forhold til madoplevelser.

En del af baggrunden er, at storbyturismen har haft det hårdt under coronakrisen. Konkret er der sket mere end en halvering i antallet af overnatninger siden 2019. 

Derfor bliver den nye pulje altså særligt målrettet restauranter i de fire største danske byer.

Forslag vækker glæde i København

Forslaget vækker glæde hos Karina Ringgaard Møller. Hun er indehaver af C’ho Fame, et italiensk spisested i København, der åbnede midt under coronakrisen i oktober sidste år.

- Det lyder da spændende. Det er hårdt tiltrængt. Det er os alle, der har lidt. Og os nystartede har ikke kunne søge nogen hjælp. Kravet om bookinger har ikke hjulpet, og vi har været igennem en hård tid med takeaway. Vi er presset, så det er en fantastisk nyhed, hvis der er hjælp at hente, siger Karina Ringgaard.

Hun har endnu ikke har haft mulighed for at sætte sig ind i regeringens udmelding, da TV 2 Lorry ringer.

- Men det vil jeg da bestemt gå i gang med at sætte mig ind i, supplerer indehaveren af C’ho Fame, der i øvrigt betyder “jeg er sulten” på romersk dialekt.

Køge-restauratør: Det er underligt

Anderledes er reaktionen i Køge på nyheden om sommerpuljen. 

Her får indehaveren af Odd-Fellowgaarden ifølge regeringens udmeldinger i dag ikke mulighed for at søge tilskuddet på op til 50.000 kroner. Simpelthen fordi Odd-Fellowgaarden ikke ligger i en af de fire største danske byer - deriblandt København.

- Det virker underligt, at de skulle være hårdere ramt i København end i Køge. Her har vi også turisme - eller mangel på samme. Vi er positive over for den hjælp, vi har fået. Men lige så underligt, synes jeg, at det her virker, siger indehaver Kristian Østergaard til TV 2 Lorry.

Regeringens nye forslag til at hjælpe restauranter får en lunken modtagelse hos Odd-Fellowgaarden i Køge.
Regeringens nye forslag til at hjælpe restauranter får en lunken modtagelse hos Odd-Fellowgaarden i Køge.

Horesta: Bedre med oplevelsesfradrag

Horesta er den danske brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet. Her har man også fulgt tæt med i dagens udmeldinger fra regeringen.

Men Karen Nedergaard, der er regionsformand for Horesta i Region Hovedstaden, kritiserer dele af sommerpakken. 

- Det er rigtigt ærgerligt, hvis man deler pengene ud i små portioner. Det ville have været bedre at samle dem og lave et oplevelsesfradrag, ligesom vi kender det fra håndværkerfradraget, siger regionsformanden og tilføjer: 

- Det er dejligt, at man vil hjælpe restauranterne. Jeg tror bare ikke, at det gør den store forskel i forhold til, at de gerne vil have København til at blive den her magnet, afslutter Karen Nedergaard.

Regeringen vil nu indkalde Folketingets øvrige partier til forhandlinger om sommer- og erhvervspakken.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik