Familie sorterer ni slags affald med smart gør-det-selv løsning

Det behøver hverken at være dyrt eller besværligt at sortere sit affald. Hos familien Tost Larsen har de gjort det til en vane at sortere ni forskellige slags affald.

En skruetrækker, seks skruer og et vaterpas. Det var, hvad Janus Tost Larsen behøvede for at lave sin egen affaldssortering hjemme hos sig selv og konen, Patricia. 

- Jeg kan rigtig godt lide at udnytte plads, og vi havde noget plads bag døren, så vi tog en tur i Ikea og købte knagerækker, fortæller Janus Tost Larsen, som til daglig er rådhusbetjent og frivillig brandmand i Københavns Kommune, til TV 2 Lorry.

Efter at TV 2 Lorrys serie 'Hvem ta'r skraldet' rullede over skærmen, har TV 2 Lorry mødt en familie, som i den grad sørger for eget skrald.

Metal, madrester, plast og papir

I en lejlighed på Nørrebro, gemt bag en køkkendør, hænger en masse poser. Alle til forskelligt affald. Patricia og Janus Tost Larsen sorterer på trejde år ni forskellige slags affald og har på nuværende tidspunkt intet materiale affald.

- Det eneste, vi ikke kan putte i nogle poser, er maling spande, som straks ryger til farligt affald på genbrugsstationen, så vores søn ikke får fingrene i det, siger Janus Tost Larsen.

Da Københavns Kommune for tre år siden rettede fokus på affaldssortering, og den lille grønne biospand havnede foran døren hos Københavnerne, fik familien for alvor lyst til at gøre mere ud af affaldssorteringen i hjemmet.

- Min kone sorterede allerede affald, da jeg flyttede ind sammen med hende, så da der kom affaldscontainere til forskelligt affald i vores gård, var der ingen undskyldning. Det er så hamrende nemt, siger Janus Tost Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Familien sorterer ni forskellige materialer i deres lejlighed.
Familien sorterer ni forskellige materialer i deres lejlighed.
Foto: Janus Tost Larsen

Folk i lejlighed finder affaldssortering besværligt

En undersøgelse som YouGov har lavet for Videnscentret Bolius viser, at danskerne gerne vil være bedre til at sortere affald, men undersøgelsen viser også, at folk i etagebyggeri i højere grad mener, at det er besværligt at sortere affald.

Det bekræfter Mikkel Brandrup, direktør i Dansk Affaldsforening, hvis analyser peger på det samme. Langt de fleste mennesker er possitive overfor at sortere affald, men det skal være nemt. Det gør sig særligt gældende for etageboliger.

- Hvis containeren står et andet sted i gården end der, man måske har sin cykel stående, så kan det for nogle være en barriere at gå hen med det sorterede affald i en travl hverdag- ligesom man måske heller ikke synes, der er plads i ens køkken til flere affaldsspande, siger Mikkel Brandrup.

Det er dog ikke noget, som vækker genkendelse hos Janus Tost Larsen, som dagligt besøger gårdens forskellige containere.

- Det handler måske om at gå ti meter ekstra. Vi går alligevel dagligt gennem gården, og man kan ikke ligefrem sige, at en pose med plastik fylder meget, fortæller han.

Københavns Kommune oplyser, at en ordning, hvor københavnere kan få tilskud på 400 kroner til at etablere et affaldssystem i deres lejlighed, fortsætter  frem til 1. december. Ordningen retter sig mod familier i små lejligheder, hvor de kan savne inspiration til, hvordan de får plads. Det kan man læse mere om her.

Flere kommuner har derudover medarbejdere, som tager på besøg i boligforeninger og etagebyggerier for sammen med beboere og viceværter at undersøge, om f.eks. affaldsspandenes placering i gården kan optimeres, oplyser Dansk Affaldsforening til TV 2 Lorry.

Hele serien om affald, 'Hvem ta'r skraldet' kan ses på TV 2 Lorrys hjemmeside


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik