EU dropper klage over Lynetteholm, men modstanderne kæmper videre

Henover sommeren indsendte Klimabevægelsen en klage til EU over etableringen af Lynetteholm. Nu har kommissionen vurderet sagen.

Er EU-lovgivning i forbindelse med Lynetteholm blevet brudt? 

Det mener Klimabevægelsen, der i juli indsendte en klage til EU-parlamentets Udvalg for Andragender over etableringen af Lynetteholm med henblik på at få rejst en sag ved EU-domstolen. 

EU-Kommissionen har vurderet sagen, og ifølge dem, har de danske myndigheder ikke brudt reglerne i forbindelse med Lynetteholm. 

Det fremgår af en skriftlig vurdering fra den 21. september, som Københavns Kommune først blev opmærksomme på i starten af november.

I samme konklusion skriver kommissionen, at de for nuværende ikke vil gå videre med sagen. Men det vil Klimabevægelsen forsøge at lave om på.

Kritik af "salami-metode"

Ifølge Klimabevægelsen er der nemlig ikke udarbejdet en fyldestgørende klima- og miljøredegørelse for arbejdet med Lynetteholm.

Det er særligt den omtalte og omstridte "salami-metode", der har skabt frustration i bevægelsen. De mener nemlig, at man har forsøgt at få projektet igennem ved at dele det op i mindre spiselige bidder.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Lynetteholm - Kort fortalt

  • Lynetteholm er en vision om en ny bydel i København anlagt på en kunstig ø ud mod Øresund i Københavns Havn i området nord for Refshaleøen og syd for Nordhavn.


  • I 2070 skal Lynetteholm stå færdig som en ny bydel på 2,8 kvadratkilometer med 35.000 indbyggere. Øen skal tilsluttes metroen og være bindeled i en østlig ringvej rundt om København. Samtidig anlægges Lynetteholm som kystsikringsprojekt, der som en dæmning skal beskytte København mod fremtidige stormfloder.

Fra 2021 skal den kunstige ø anlægges ved at fylde overskudsjord i en ramme. Den proces kan tage mellem 30 og 40 år.


  • Visionen blev præsenteret i efteråret 2018 af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S). Siden har den efterfølgende regering, overborgmester samt et flertal på Københavns Rådhus videreført visionen om Lynetteholm.

Til trods for EU-Kommissionens vurdering, så mener Klimabevægelsen fortsat, at der er tale om en ulovlig metode. Det fortæller Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i Klimabevægelsen.

- Kommissionen siger ikke, at der ikke er sket brud på EU-lovgivning. De siger bare, at de ikke har nok information til at konkludere det, siger han til TV 2 Lorry og anfægter, at Københavns Kommune i en pressemeddelelse skriver, at EU-Kommissionen afviser Klimabevægelsens klage.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Tidslinje over EU-sagen

  • I juli 2021 modtog EU-parlamentets Udvalg for Andragender en klage fra Klimabevægelsen over anlægget af Lynetteholm. Udvalg for Andragender bad EU-Kommissionen vurdere klagen mhp. om danske myndigheder overtrådte EU’s Miljødirektiv.


  • I begyndelsen af september fremlagde EU-Kommissionen sin vurdering for Udvalg for Andragender. Vurderingen var at klagen skulle afvises og de miljøretslige krav var overholdt.


  • Kommissionen blev herefter bedt om at udarbejde en skriftlig vurdering. Det er denne vurdering, der nu er offentliggjort.


Kilde: Københavns Kommune


Overborgmester er uenig

Men den kritik giver overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss (S), ikke meget for.

- Det er jo EU-Kommissionen der skal rejse en sag ved domstolen, hvis Danmark har overtrådt EU-direktivet, siger han og fortsætter:

- Det har de konstateret, at der ikke er. Og det er vel at afvise den (klagen red.).

I stedet glæder han sig over konklusionen.

- Det er betryggende at EU-kommissionen ikke mener, at Folketinget har brudt EU-lovgivning. Men det ville også være kommet bag på mig, hvis de var kommet frem til en anden konklusion, siger Lars Weiss til TV 2 Lorry.

Dansk retssag venter

Selvom der nu ligger en konklusion fra EU-Kommissionen, så fortæller Frederik Roland Sandby fra Klimabevægelsen, at der lige nu er folk i EU, der forsøger at fremskaffe information, så de igen kan fremføre klagen.

Kommissionens nuværende konklusion giver dog ikke helt grønt lys til anlæggelsen af halvøen, da lovligheden fortsat skal vurderes ved dansk ret.

I slutningen af oktober fik Klimabevægelsen nemlig tilkendt fri proces til at stævne Transportministeriet om planlægningen af byggeriet. 

Det har ikke være muligt at få et interview med Transportminister Benny Engelbrecht (S).

Tidsplan for Lynetteholm: 50 års anlægsprojekt

2021: Landanlæg til jordopfyldning etableres, og selve anlægget af øens perimeter påbegyndes. Første store træk af lastbiler frem og tilbage til Lynetteholm.

2021-2023: VVM-undersøgelse af en ny metrolinje og Østlig Ringvej fra Nordhavn til Lufthavnen.

2023 - : Opfyldning af arealet til Lynetteholm.

2023: Der træffes en beslutning om anlæg af metro og en Østlig Ringvej.

2024 - : Udbud, projektering og anlæg af metro og Østlig Ringvej sættes i gang.

2025-2035: Arkitektkonkurrence om overordnet plan for Lynetteholm. Herefter laves der masterplaner for Lynetteholms delområder, mens kommuneplanrammer og lokalplaner vedtages af Københavns Kommune.

2035: Projektet delåbnes. De første boliger er klar til indflytning. Metroforbindelse og Østlig Ringvej står færdigbygget og kan nu åbne. Dele af kystlandskabet kan tages i brug.

2035-2045: Rensningsanlægget Lynetten flyttes eller overdækkes.

2070: De sidste beboere forventes flytter ind på Lynetteholm, der nu står endeligt færdigbygget med 35.000 indbyggere som en ny bydel i København med metro, ringvej og kystlandskab med klimasikring.

Kilde: Københavns Kommune



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik