"Et enestående kulturhistorisk miljø": Berømt kvarter fredes yderligere

Fredningen skal medvirke til at styrke bevaringen af området som historisk vidnesbyrd og fortællingen om Københavns udvikling de sidste 500 år.

Matroser, flådens håndværkere, skibsbyggere såvel som officerer og studerende ved Forsvarets uddannelsesinstitutioner har alle betrådt de gamle gader i Nyboder.

Det berømte kvarters karakteristiske gule bygninger blev oprindeligt fredet i 1918, og siden er fredningen blevet udvidet - først med de grå bygninger, der er fra 1800-tallet, og nu én gang til.

Slots- og Kulturstyrelsen har nemlig vurderet, at netop de gamle brolagte gader, der omgiver Nyboders huse nu også skal omfattes af fredningen. Det samme gælder kvarterets gårdrum.

quote Nyboder er med til at fortælle en historie om den danske flåde og Holmen, der gennem århundreder har haft stor betydning for Københavns udvikling

Merete Lind Mikkelsen, Slots- og Kulturstyrelsen

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse. 

Dermed er det altså ikke længere kun bygningerne, der er fredet.

Fredningen skal medvirke til at styrke bevaringen af området som historisk vidnesbyrd og fortællingen om Københavns udvikling de sidste 500 år, lyder det.

- Nyboder udgør en særlig og anderledes del af København, hvor bygninger, gader og gårdrum tilsammen danner et meget helstøbt kulturmiljø, der er enestående i Danmark, siger enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen, Merete Lind Mikkelsen.

- Nyboder er med til at fortælle en historie om den danske flåde og Holmen, der gennem århundreder har haft stor betydning for Københavns udvikling. Nyboder er planlagt i en helt særlig gadestruktur. Det giver et overordnet og helstøbt udtryk, der viser, at Nyboder fra begyndelsen var en administrativ enhed underlagt Holmen.

Den udvidede fredning sker på baggrund af en indstilling fra Det Særlige Bygningssyn, som er kulturministerens, og dermed Slots- og Kulturstyrelsens rådgivende udvalg i spørgsmål om bygningsfredning og bevaring.

Artiklen fortsætter efter billedet.

I dag anvendes Nyboder fortsat som lejeboliger for forsvarets ansatte.
I dag anvendes Nyboder fortsat som lejeboliger for forsvarets ansatte.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

- Nyboder udgør et enestående kulturhistorisk miljø, der er ganske tæt knyttet til Holmen og den danske flåde, som gennem 500 år har haft væsentlig betydning for Københavns udvikling og fysiske udformning, skriver Det Særlig Bygningssyn i et beslutningsbrev.

- Med sin oprindelse i 1600-tallet rummer Nyboder med omgivelser mange historiske lag, og denne bebyggelse for flådens folk er i dag et umisteligt vidnesbyrd om Danmarks lange historie som søfartsnation.

Nyboders kendte gule bygninger blev bygget for at give tag over hovedet til flådens folk og deres familier. Opførelsen blev påbegyndt i 1631.

I dag anvendes Nyboder fortsat som lejeboliger for forsvarets ansatte.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik