Enkelte glemmer stadig mundbind på stationen: "Der er jo masser af luft"

Generelt har DSB’s kunder dog vænnet sig til at dække næse og mund til, siger informationschef.

Mundbind eller visir er som bekendt blevet obligatorisk, når danskerne skal rejse med offentlig transport.

Søndag var anden dag for det landsdækkende påbud, og ifølge DSB’s informationschef, Tony Bispeskov, har kunderne generelt taget godt imod kravet.

Der har dog været enkelte udfordringer.

- Lørdag morgen kunne vi godt mærke, at der var en del, som ikke var klar over, at kravet også gælder på perroner og banegårde.

- Derfor satte vi også ekstra personale ind på større stationer for lige at hjælpe folk med at huske på mundbindet, siger Tony Bispeskov til TV 2 Lorry.

Da TV 2 Lorry besøgte Københavns Hovedbanegård søndag eftermiddag, havde langt de fleste mundbind på, men enkelte var stadig uden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Billede fra Københavns Hovedbanegård søndag, som var anden dag for det landsdækkende påbud.
Billede fra Københavns Hovedbanegård søndag, som var anden dag for det landsdækkende påbud.
Foto: TV 2 Kosmopol

DSB-kunde: - Det er mærkeligt

Det gælder for eksempel Franciska Marchan, som skulle med toget.

Hun havde glemt at tage sit mundbind på, da hun var på vej ind på hovedbanegården, og derfor blev hun stoppet af en informationsmedarbejder.

- Det kommer bag på mig, at jeg allerede skal have mundbindet på her. Jeg tager det på, når jeg er i et tog eller i en bus, men jeg synes, at det er mærkeligt, at jeg allerede skal have det på her. Der er jo masser af luft på hovedbanegården, siger Franciska Marchan til TV 2 Lorry.

Når det gælder om at få de sidste passagerer til at huske på kravet om mundbind, vil DSB først og fremmest forsøge at løse det gennem dialog, forklarer Tony Bispeskov.

DSB havde placeret informationsmedarbejdere ved indgangene til hovedbanegården. Her skulle de minde folk om at tage mundbind på.
DSB havde placeret informationsmedarbejdere ved indgangene til hovedbanegården. Her skulle de minde folk om at tage mundbind på.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Typisk vil vores servicemedarbejdere sige til folk uden mundbind på; ’husk mundbindet”, og langt de fleste vil så tage det på.

- Hvis al dialog ikke hjælper, kan vi finde på at tilkalde politiet. Hvis man så heller ikke retter sig efter politiets anvisninger, kan de udstede en bøde på 2.500 kroner, siger Tony Bispeskov.

Artiklen fortsætter under billedet.

Informationschef hos DSB, Tony Bispeskov.
Informationschef hos DSB, Tony Bispeskov.
Foto: TV 2 Kosmopol

Forsøger at vejlede og hjælpe folk

Tony Bispeskov oplyser, at informationsmedarbejderne først og fremmest er der for at vejlede og hjælpe folk.

- Nogen rejsende spørger for eksempel, om de må tage en tår vand eller spise noget på perronen eller banegården. Det kræver, at de tager mundbindet af, og der er svaret faktisk, at ja, det må man godt. Så der er nogle undtagelser, siger Tony Bispeskov.

Artiklen fortsætter under billedet.

Man må stadig godt tage en tår vand eller spise noget på perronen eller banegården.
Man må stadig godt tage en tår vand eller spise noget på perronen eller banegården.
Foto: TV 2 Kosmopol

Tony Bispeskov tilføjer, at det for eksempel heller ikke er et krav at bære mundbind inde i caféer, butikker eller lignende på Københavns Hovedbanegård.

Siden midnat lørdag har det været et krav, at alle personer over 12 år skal bære mundbind på rejser med bus, tog, metro, færger og taxa.

Det er dog ikke et krav at bære mundbind, hvis det ikke kan lade sig gøre på grund af sygdom eller handicap.

Kravet om mundbind er indført for at mindske spredningen af coronavirus, og det gælder i offentlig transport, uanset hvornår på døgnet man rejser.

Indtil videre gælder det til udgangen af oktober, men det er muligt, at det bliver enten forkortet eller forlænget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik