EL udelukker at opstille kendte stemmeslugere

Ifølge Enhedslistens Karina Vestergaard kommer Johanne Schmidt Nielsen og Pernille Skipper ikke i spil som spidskandidater til kommunevalget i København næste år.

Efter Frank Jensens afgang peger flere politiske analytikere på, at kampen om posten som overborgmester i 2021 kan føre til en 'giganternes kamp', hvor de største partier muligvis vil forsøge at opstille meget store navne i håb om at fravriste Socialdemokratiet posten, som de ellers har siddet tungt på i årtier.

Navne som Venstres tidligere statsminster Lars Løkke Rasmussen og Tommy Ahlers (V), og socialdemokratiets tidligere statsminister Helle Thorning og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) har alle været bragt i spil som mulige kandidater. 

Ved kommunalvalget i København i 2017 fik Enhedslisten godt 18 procent af stemmerne, hvilket gjorde dem til det næststørste parti i Borgerrepræsentationen. 

Melder ud i november

Derfor kunne det være oplagt, at Enhedslisten også ville hente nogle kendte store stemmeslugere ind, der for alvor kunne udfordre Socialdemokratiet, men det afviser Karina Vestergård Madsen, der er  Enhedslistens gruppeformand på Københavns Rådhus. 

- Vi melder først ud i november, hvem der genopstiller, og hvem der bliver vores spidskandidater. Men jeg har da allerede set, at nogle journalister spekulerer i at vi kunne opstille eksempelvis Johanne Schmidt-Nielsen, men det har hun jo selv afvist gentagne gange, og hun har også et rigtig godt job i forvejen, siger Karina Vestergård Madsen til TV 2 Lorry. 

Heller ikke Pernille Skipper er en mulig kandidat for partiet, da hun falder for rotationsprincippet, og hun kan derfor ikke blive bragt i spil som overborgmester, lyder det fra Karina Vestergård Madsen. 

Men at Johanne Schmidt-Nielsen allerede nu afviser, at hun er kandidat til posten som overborgmester, skal man ikke nødvendigvis lægge for meget i, lyder det fra Jakob Nielsen, der er chefredaktør på Altinget. Han understreger, han ikke har specifik kendskab til overvejelserne internt i Enhedslisten, men at man nok ikke skal udelukke hende helt. 

-  Johanne Schmidt-Nielsen ville være en ekstremt stærk kandidat, og det at hun afviser at være kandidat nu her er ikke så opsigtsvækkende. Det så vi eksempelvis også med Frank Jensen, der også afviste at stille op i starten, siger Jakob Nielsen til TV 2 Lorry.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik