Engell: Frank er færdig, hvis han går på orlov

Frank Jensen er under massivt pres, og det kommer ikke til at blive mindre den næste tid, vurderer både Hans Engell og Henrik Qvortrup.

Hvis Frank Jensen tror, at han har redet den værste storm af, efter han fik opbakning af sine partifæller på et møde sent i aftes, så kan han godt tro om igen.

Sådan lyder vurderingen fra politisk analytiker Hans Engell, der kalder den kommende tid 'særdeles besværlig' for Københavns overborgmester.

- Frank Jensens politiske liv hænger i en særdeles tynd tråd. Han sikrede sig et flertal, men det var på et grundlag, hvor udgangspunktet kun var de to sager, der var fremme i Jyllands-Posten. Nu er der otte yderligere klager og krav om undersøgelser, og han har alle partierne mod sig. Så der er lagt op til et forløb, der kan blive meget besværligt, lyder vurderingen fra Hans Engell til TV 2 Lorry. 

Frank Jensen svarer på spørgsmål efter mødet sent søndag aften. 

Krav om orlov

Sent i aftes sendte alle partier i Københavns Borgerrepræsentation en e-mail til Ritzau, hvori de slog fast, at de vil have en undersøgelse af Frank Jensen, ligesom der er krav om, at han skal gå på orlov, mens den undersøgelse pågår.

Og netop kravet om orlov kan blive en kattepine for Frank Jensen, vurderer hans Engell. 

- Det er vigtigt at slå fast, at de andre partier ikke kan tvinge ham på orlov. Men hvis han accepterer det, vil det svække ham, for det vil være en halv indrømmelse. Så vil han groft sagt have kastet det meste af håndklædet i ringen, siger Hans Engell, der ikke umiddelbart tror på, det ske. 

- At overborgmesteren skulle gå rundt derhjemme på orlov - så tæt på et valg - det skal jeg simpelthen se, før jeg tror det. 

Monumentalt pres

Ifølge politisk redaktør på BT, Henrik Qvortrup, så står Frank Jensen endnu svagere i dag, end han gjorde før mødet i går aftes. 

- Han står mere i farezonen i dag, end han gjorde før mødet. Lige nu kan han måske godt trække vejret lidt roligt, men presset er monumentalt fra alle sider. Mette Frederiksen kan ikke holde til at have en næstformand og overborgmester i København, der er fedtet ind i de ting, der er kommet frem, siger Henrik Qvortrup til TV 2 Lorry. 

Og hvis det skulle ende med at presset bliver så stort på Frank Jensen, at han er nødt til at gå af, så har både Hans Engell og Henrik Qvortrup svært ved at pege på en oplagt spidskandidat til landets mest prestigefyldte borgmesterpost. 

Åben krig om borgmesterpost

- Det skal være en rimelig tung kandidat, og der kan jeg ikke for nuværende pege på en oplagt person. Og det kan vise sig at blive et problem for Socialdemokratiet oveni de andre problemer, siger Hans Engell. 

Ifølge Henrik Qvortrup vil en situation, hvor Frank Jensen går af under et år før kommunalvalget, føre til starten på en regulær jagtsæson på posten som overborgmester i København.  

- Hvis man forestiller sig, at Socialdemokratiet får svært ved at finde en stærk kandidat, mens Enhedslisten eksempelvis opstiller en som Johanne Schmidt Nielsen og Venstre opstiller en kandidat som Tommy Ahlers, så kan det blive svært at fastholde posten, siger Henrik Qvortrup.  

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik