Én beboer sender boligområde på udskældt liste: Regeringen afviser kritik

Én person for meget, der ikke har nogen uddannelse udover grundskolen gør, at Aldersrogade i København er havnet på regeringens liste over parallelsamfund.

Er det rimeligt, at én beboer, der ikke har uddannelse udover grundskolen, skal afgøre, om et helt boligområde skal kaldes et parallelsamfund?

Sådan lød det fra interesse- og brancheorganisation BL og et administrationsselskabet Bo-Vita til TV 2 Lorry i går.

Torsdag svarer socialdemokratiets boligordfører, Rasmus Stoklund, så på kritikken. Han forstår godt, at det kan lyde lidt underligt, men:

- Jeg synes, det hører med til historien her, at det er en person, der står på toppen af en pyramide for at sige det sådan lidt billedligt. Der er jo et stort lag nedenunder, hvor der også er et problem med folk, der ikke har nogen uddannelse udover grundskolen.

For at komme kriminalitet og parallelsamfund til livs udgiver regeringen hvert år en liste over de beboelsesområder, de holder særligt øje med. Listen er blevet offentliggjort af skiftende regeringer siden 2011.

quote Der er jo et stort lag nedenunder, hvor der også er et problem med folk, der ikke har nogen uddannelse udover grundskolen

Rasmus Stoklund (S), Boligordfører og Udlændinge- og integrationsordfører

Frygter ikke at skræmme beboere væk

Dengang kaldte man den for ghettolisten, men i år har den nuværende regering omdøbt den til listen over parallelsamfund.

Den årlige liste landede onsdag, og her var områderne Vognvænget og Den Grønne Trekant på Nørrebro (regeringen kalder boligområdet for Aldersrogade, red.) i København for fjerde år i træk at finde på listen.

Ifølge Danske Almene Boliger (BL) kan det få store konsekvenser for områdets beboere, hvis de er på listen igen næste år.

- Hvis de har været på listen i fem år, så ryger de over på det, der hedder omdannelseslisten, og når de er der, så skal de igennem en omfattende udviklingsplan, forklarede Solveig Råberg Tingey, der er viceadministrerende direktør i BL, til TV 2 Lorry onsdag.

Sker det, så kræver loven, at boligområdet skal gennem en større udviklingsplan, hvor de skal nedbringe andelen af familieboliger, ligesom nogle boliger skal rives ned, og beboere skal genhuses.

quote Vores formål er at løfte de her boligområder

Rasmus Stoklund (S), Boligordfører og Udlændinge- og integrationsordfører

Med sådan en trussel hængende over hovedet, så er der måske nogen, der vil mene, at man risikerer at skræmme andre beboere væk. Den holdning deler Rasmus Stoklund (S) dog ikke:

-  Nej, tværtimod. Vores formål er at løfte de her boligområder. Det er derfor, vi har lavet denne her lovgivning sammen med det bredt flertal i Folketinget for efterhånden nogle år siden, siger han og uddyber:

- Vores formål er at få skabt en ordentlig fremtid for de børn, der vokser op i de her områder. De skal se, at de voksne, der bor der, har en hverdag, hvor de voksne står op og går på arbejde.

Håber de er væk fra listen næste år

Boligordføreren anerkender, at Aldersrogade ligger lige på grænsen, når det kommer til beboere med manglende uddannelser, men han mener ikke, at kriterierne skal rettes til.

- Det mener jeg ikke, der skal. Selvom det er rigtigt, at den (Aldersrogade, red.) kun lige opfylder kriteriet for uddannelse, så ligger det jo stadig noget over landsgennemsnittet, når man ser på antal dømte, og når man ser på antal kriminelle, der ligger tæt på grænsen, siger han til TV 2 Lorry.

quote der er jo meget, der tyder på, at når denne her liste bliver opdateret igen næste år, så er der en god chance for, at de ikke længere vil være på listen

Rasmus Stoklund (S), Boligordfører og Udlændinge- og integrationsordfører

Men selvom man i Aldersrogade er tæt på målet, så afviser Rasmus Stoklund, at den positive udvikling skal indgå som et egentligt element, når listerne offentliggøres.

- Formålet her er jo ikke at straffe eller gøre noget negativt for nogen. Formålet her er at få løftet de her områder, så de bliver gode at bo i, og de børn, der vokser op her, får de samme fremtidsmuligheder som de børn, der vokser op i alle andre dele af Danmark, forklarer boligordføreren, der håber at kunne slette området fra listen næste år:

- Derfor synes jeg da egentlig også, at det er positivt, at det her område ved Aldersrogade er inde i en god udvikling. Og der er jo meget, der tyder på, at når denne her liste bliver opdateret igen næste år, så er der en god chance for, at de ikke længere vil være på listen.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik