Eksplosion i høringssvar til omstridt byggeri på Amager Fælled

Den seneste uge er der kommet over 1000 nye høringssvar fra borgere i forbindelse med det kommende byggeri af Vejlands Kvarter på Amager Fælled.

Torsdag aften vil flere hundrede mennesker samles på Amager Fælled i et fakkeloptog, der skal kulminere i en fredsring om det område, der hedder Lærkesletten. 

Anledningen til fakkeloptoget og fredsringen skal findes i deres modstand mod et planlagt kommende byggeri ved navn Vejlands Kvarter, der skal ligge på den del af Amager Fælled, der hedder Lærkesletten. 

Samtidig markerer dagen sidste frist for at indsende høringssvar i forhold til kommunens ændringer af lokalplanen for området, så byggeriet kan blive gennemført. Og den sidste uge har der været en regulær eksplosion af indsendte høringssvar, så der i skrivende stund er 1.761 høringssvar fra borgere og virksomheder, hvilket er en stigning på over 1.000 den seneste uge alene.

Det er dermed et rekordhøjt antal høringssvar i forhold til en lokalplan i Københavns Kommune, vurderer Københavns Teknik- og Miljøforvaltning overfor TV 2 Lorry. 

Miljøskadelige konsekvenser

Det planlagte byggeprojekt er blevet mødt af hård kritik fra flere interesseorganisationer, der peger på de miljøskadelige effekter af projektet. 

En af de kritiske organisationer er foreningen 'Amager Fælleds Venner', der torsdag aften arrangerer en fredsring om området på Lærkesletten, der fremover skal huse 2.000 boliger.

- Jeg håber, de mange høringssvar bliver modtaget positivt. Vi har en lang række bekymringer i forbindelse med projektet, og jeg håber politikerne vil se det i et nyt lys, når de læser vores indsigelser igennem, siger talsmanden for Amager Fælleds Venner, Steffen Rasmussen til TV 2 Lorry.

Tidligere hård kamp om bebyggelse

I 2017 var der hård kamp om bebyggelsen af 2.500 boliger på Strandengen på Amager Fælled, der ligger i umiddelbar nærhed af Lærkesletten.

Her lykkedes det borgere at overbevise politikerne om, at byggeriet burde tages af bordet med henvisning til naturlivet på Strandengen, og derfor rykkede politikerne i stedet boligprojektet til Lærkesletten, der tidligere har været fredet. Men fredningen blev ophævet i 2019, så der kunne bygges på området.

Og netop det at byggeriet af Vejlands Kvarter sker på et område, der tidligere har været fredet, bør få politikerne til at tænke sig ekstra godt om, mener Steffen Rasmussen. 

- Da vi diskuterede byggeriet på Strandengen, handlede det meget om den unikke flora, der er i området. Når vi taler naturen på Lærkesletten, er det i højere grad en biotop - det vil sige, det er et område, hvor dyrene får deres mad. Og forskelligheden er utrolig vigtig - for fjerner du et sted fra området, vil det få konsekvenser for det samlede liv på Amager Fælled, siger Steffen Rasmussen.

Som en tyv om natten

Den samme kritik lyder fra Danmarks Naturfredningsforening, der kalder det 'tyvagtigt' at ophæve fredningen af et naturområde for at bygge boliger.

- Lærkesletten er natur, og det bør forblive natur. Men så kommer kommunen og ophæver fredningen og stjæler området som en tyv om natten, lyder det fra næstformand i Danmarks Naturfredningsforening, Knud Erik Hansen til TV 2 Lorry. 

Han peger desuden på den slingrende kurs overfor miljøet på Amager Fælled, når man stopper et byggeri på Strandengen under hensyntagen til dyre- og planteliv, men man så vælger at bygge klods op af det samme område.

- Området er præget af stor biodiversitet, og det smadrer man ved at bygge Vejlands Kvarter. For en ting er området på Lærkesletten, men man bygger det direkte op af Strandengen, der slet ikke kan holde til den belastning, der sker, når der bliver bygget tusindvis af boliger, siger Knud Erik Hansen.

Byggeri del af metrofinansiering

Selvom Frank Jensen tidligere på ugen valgte at forlade politik og dermed træde tilbage som overborgmester i københavn, står Socialdemokratiet stadig fast på, at der skal bygges boliger på Amager Fælled.

- Det gør vi jo, fordi der er en bred aftale med et bredt flertal af partierne på rådhuset, siger Marcus Vestager (S), medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, til TV 2 Lorry.

Han påpeger, at hvis der skal ske en holdningsændring, så er det fordi, at flertallet for at bygge bryder sammen.

- Så kan vi jo ikke gennemføre de planer, vi har. Det var også det, der skete på Strandengen, siger Marcus Vestager.

En af årsagerne til byggeriet er blandt andet, at de kommende boliger er økonomien bag metrobyggeriet i København.

quote Vi har en lang række bekymringer i forbindelse med projektet, og jeg håber politikerne vil se det i et nyt lys.

Steffen Rasmussen, Talsmand Amager Fælleds Venner.

Byggefeltet blev frasolgt til kommunens selvstændige byudviklingsselskab, By & Havn, så Københavns Kommune kunne lappe et hul på 1,9 milliarder kroner, som den skylder for metrobyggeriet.

- Det er jo en del af den måde, vi finansiere metroen, så kommunen mangler jo penge. Vi har  penge, som er øremærket andre projekter, og det er dem nogle taler om, vi bare kan bruge af, men det kan vi altså ikke, siger Marcus Vestager.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

den lille havfrue

Chefredaktør dømmes for at dæmonisere Den Lille Havfrue

Nicolai 2 pix

galleryNicolai med Tourettes fik tæv på gaden: "Jeg vil ALDRIG gemme mig væk"

luftfoto af københavn

Trods udflytning: Hovedstaden har flere statslige arbejdspladser

20201121-123911-L-1920x1278we

playTraktor-demonstration risikerer at blive supersprederevent, siger eksperter

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere