Efter store protester fra pendlere: Nu får de deres ønske opfyldt

Movia opretter en ny buslinje, som betjener område, hvor borgere blev ladt i stikken ved stor omlægning i efteråret. Det viser, at protesterne har virket, mener talsperson.

Utilfredsheden med omlægningen af den travle busrute 1A har nu fået Movia til at skride til handling.

Efter pres fra protestbevægelse opretter trafikselskabet nu en ny buslinje, som fra sommeren næste år vil betjene borgere, som ved Movias store ruterokade i efteråret sidste år blev efterladt på perronen uden busforbindelse til Indre By og Hvidovre Hospital.

Linje 11 bliver nummeret på den nye, højfrekvente rute, der skal køre mellem Rådhuspladsen og Hvidovre via Vigerslev Allé.

- Det er et plaster på såret i min optik. Jeg er meget positiv over det. Det løser ikke alle problemer, men det er helt sikkert noget, man bliver glade for, siger Thomas Dinsen, stifter af borgergruppen ’Bevar 1A’.

Netop Vigerslev Allé – eller manglen på samme – er et kerneelement i borgernes protester. Siden det i 2018 stod klart, at trafikselskabet Movia ville ændre ruten for buslinjen 1A, så den fra efteråret 2019 ikke længere kører gennem Indre By og i en bue uden om et område af Valby omkring Vigerslev Allé, begyndte borgerne at samle sig i ’Bevar 1A’.

- Jeg er sgu stolt af, at vi er kommet så langt. Det er godt, at Movia langt om længe har hørt os taget dialogen. Det er utroligt positivt, at 11’eren nu kommer, siger Thomas Dinsen.

Viser, at protesterne har virket

Bevægelsen har stået bag flere kreative protester mod den ændrede køreplan. Blandt andet kørte den nye 1A i starten af året rundt med et protestbanner mod sig selv.

- Det har tilsyneladende virket at stå sammen om at kæmpe for sin sag. Vi har jo forsøgt at gå lidt humoristisk til værks i stedet for at stå foran Rådhuset med bannere, korslagte arme og ultimative krav. For det med at være edderspændt lader ikke til være vejen frem, siger Thomas Dinsen.

I januar 2020 kørte 1A rundt med et protestbanner mod sig selv, hvor gruppen 'Bevar 1A' forsøgte at illustrere den komplicerede rejse fra Indre By til Vigerslev med den nye rute.
I januar 2020 kørte 1A rundt med et protestbanner mod sig selv, hvor gruppen 'Bevar 1A' forsøgte at illustrere den komplicerede rejse fra Indre By til Vigerslev med den nye rute.
Foto: Lars Möser/Privatfoto

De humoristiske protester vandt indpas hos Andreas Keil, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet og bestyrelsesmedlem hos Movia.

- Jeg synes, de har været rigtig konstruktive i deres protestarbejde og humoristiske i deres tiltag. Det er jo tydeligt, at de har mistet gode busforbindelser uden et reelt alternativ, siger Andreas Keil (S).

Derfor rejste han sagen dels over for Movia, men også på Rådhuset i København, hvor hans arbejde for en ny buslinje har fået opbakning i Keils eget parti, men også størstedelen af de andre partier.

-  Det handler om, at folk skal være så tilfredse så muligt med den kollektiv trafik, hvis vi gerne vil have færre biler i byen og bringe byens CO2-udslip. Den offentlige transport skal være så god, at det ikke kan betale sig at tage bilen, siger Andreas Keil.

Ruten for 1A blev ændret i forbindelse med indfasningen af Nyt Bynet – en større omlægning af flere forbindelser i den kollektive trafik, som trafikselskaberne i hovedstadsområdet stod bag med opbakningen fra kommunalpolitikerne.

Siden 2018 har borgere organiseret sig i gruppen 'Bevar 1A' i protest mod den nye køreplan, hvor bussen drejer i bue uden om Vigerslev Allé.
Siden 2018 har borgere organiseret sig i gruppen 'Bevar 1A' i protest mod den nye køreplan, hvor bussen drejer i bue uden om Vigerslev Allé.
Foto: Privatfoto

Bredt flertal for nye ruter

Mens kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune allerede har godkendt den nye linje, mangler en formel godkendelse fra Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Der er dog et meget stort flertal for planerne – kun Venstre er imod.

Med den kommende buslinje 11 lægges der op til otte afgange i timen i myldretiden, seks i timen i andre dagtimer, tre i timen om aftenen og to i timen om natten.

- Den nye linje opfylder meget af det, som borgerne her mistede ved omlægningen af 1A. Det var især beboernes ønske med øget frekvens og en linje fra Hvidovre Hospital via Vigerslev Allé til Indre By, og det får de med den nye linje, siger Andreas Keil (S) og fortsætter:

- Så jeg synes, det er et rigtig godt kompromis, som viser, at det hjælper, når borgere står sammen om en sag.

Foruden den nye buslinje 11 vil Movia også ændre på fire eksisterende ruter i området. Således justeres ruterne for linjerne 10, 23 og 133, mens frekvensen for 1A’s kørsel til og fra Hvidovre Hospital ændres.

Du kan se Movias forslag til ændringer i dokumentet her.

I videoen herunder følger vi en af de mange pendlere med 1A, som dengang forberedte sig på omlægningen af busruten i forbindelse med køreplansændringen Nyt Bynet:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik