Efter rambuktyveri til millioner i København: Nu er tre personer fængslet

Fem personer fik et udbytte på mellem tre og seks millioner kroner ved et rambuktyveri i indre København.

Tidligt om morgenen den 31. januar bragede en bil gennem ruden til ur- og smykkeforretningen Hvelplund på Østergade i det indre København.

Ved hjælp af en hjemmelavet rambuk trængte fire mænd helt ind i forretningen, hvor de stjal ure og smykker for mellem tre og seks millioner kroner.

I denne uge er to mænd og en kvinde i grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i sagen.

Tirsdag blev en 37-årig mand fængslet i fire uger, og torsdag blev en 40-årig kvinde og en 36-årig mand fængslet. Alle de sigtede er rumænere.

Mændene er sigtet for sammen med yderligere to mænd, som endnu ikke er identificeret, at have begået selve tyveriet.

(Artiklen fortsætter efter billeder)

Smykkebutikken Hvelplund i København blev natten til den 31. januar udsat for et rambuktyveri.
Smykkebutikken Hvelplund i København blev natten til den 31. januar udsat for et rambuktyveri.
Foto: Presse-fotos.dk

Kvinden gav husly

Kvinden er sigtet for at have givet husly til de fire gerningsmænd. Desuden mener politiet, at hun efter tyveriet skaffede flugtbilen af vejen og rengjorde den med sprit.

Endelig skal hun ifølge sigtelsen have hjulpet flere af gerningsmændene med at slippe ud af landet.

Både kvinden og den 37-årige mand nægter sig skyldige.

Den 36-årige mand blev fremstillet in absentia - altså uden selv at være til stede - da han endnu ikke er anholdt. Men med en fængslingskendelse i hånden kan politiet efterlyse ham internationalt.

/ritzau/