Efter mere end 100 år er det slut - Dirch Passers stamsted skænker sidste omgang i aften

Legendarisk brunt værtshus i København holder åben for allersidste gang lørdag aften.

Lørdag aften slutter en epoke i Københavnsk værtshushistorie.

Her vil der være sidste udskænkning på værtshuset Pinden nær Københavns Hovedbanegård.

Pinden, som har over 100 år på bagen, lukker, fordi ejendommen på Reventlowsgade er blevet solgt og skal istandsættes.

quote Det er sindssygt vemodigt

Værtshusejer Hanne Levinsen

Værtshuset i Pindens lokaler har eksisteret siden 1907 og har i løbet af dets lange levetid været stamsted for et broget kundesegment, høj som lav.

Dertil har Pinden også været et yndet vandhul blandt flere kendte danskere. 

Blandt andet var skuespillere som Dirch Passer og Karl Stegger hyppige gæster, fordi filmselskabet Merry Film havde til huse lige i nærheden.

- Det er sindssygt vemodigt. Jeg har været her i mange år, og jeg synes, det er meget trist, at sådan et gammelt københavnerværtshus skal lukke, siger værtshusejer Hanne Levinsen, da TV 2 Lorry lørdag var forbi værtshuset.

Værtshusejer Hanne Levinsen vil nu skifte branche.
Værtshusejer Hanne Levinsen vil nu skifte branche.
Foto: TV 2 Lorry

- Det særlige ved Pinden er, at her kommer alle mulige slags mennesker. Det er lige fra den store forretningsmand til den jyske håndværker, der arbejder i København fire dage om ugen. Og så er der jo også alle dem, der bor i nærområdet, siger Hanne Levinsen, der har arbejdet på Pinden i snart 40 år.

Også ansatte ved DSB og postvæsenet har gennem tiden været flittige stamkunder på Pinden ved fyraftenstid.

Også den kendte skuespiller og senere teaterdirektør Betty Nansen er koblet til stedet. Hun blev nemlig medindehaver af værtshuset i 1919, der dengang gik under navnet Gentel Bar.


Forfatter og byhistoriker: Et stykke kultur går tabt

Lukningen af det gamle vandhul er begrædelig, men desværre også symptomatisk for mange af Københavns gamle beværtninger.

- Hver eneste gang, et af de gamle steder forsvinder, er det et stykke kultur, vi mister. Som Grundtvig sagde: ’Hvis man ikke ved, hvor man kommer fra, så ved man ikke, hvor man går hen’, sagde forfatter og byhistoriker Allan Mylius Thomsen til TV 2 Lorry tilbage i maj måned i forbindelse med nyheden om, at Pinden stod over for at skulle lukke.

Et af Københavns ældre brune værtshuse lukker og slukker.
Et af Københavns ældre brune værtshuse lukker og slukker.
Foto: TV 2 Lorry

Allan Mylius Thomsen arrangerer byvandringer til historiske steder i København, herunder også gamle værtshuse og bodegaer. Han forklarer, at gamle værtshuse som Pinden og Jernbanecaféen, der ligger et stenkast fra hinanden, har kunnet noget helt særligt.

- Pinden og Jernbanecaféen ikke langt derfra har formået at holde en standard, og derfor har de overlevet først Vesterbros forslumning og senere Vesterbros transformation til et velhavende kvarter. Men bodegaerne er under pres, og man kan ikke tvinge ejerne til at drive dem videre. Derfor forgår mange gradvist i takt med byfornyelse, siger Allan Mylius Thomsen, der selv er kommet ofte på Pinden.

Der er blevet hygget og drukket rigtig mange bajere i lokalerne her gennem tiden.
Der er blevet hygget og drukket rigtig mange bajere i lokalerne her gennem tiden.
Foto: TV 2 Lorry

Kvindelig betjening dæmpede gemytterne

Han fortæller, at han vil tænke tilbage på stedet med vemod på grund af den hyggelige stemning på Pinden.

- Folk var altid venlige, og der var aldrig en aggressiv stemning. Det kan måske have noget at gøre med, at der blev insisteret på kvindelig betjening, hvilket var med til at give det en slags hjemlighed, siger Allan Mylius Thomsen.

I 1960’erne hed stedet Regina Bodega og senere Gembrinus Bodega, indtil det i 1976 skiftede navn til Pinden. Det navn nåede værtshuset at have i 45 år.

Og siden 1982 er det altså en kvinde der har stået bag baren – og det mener værtshusejer Hanne Aino Levisen har været en fordel.

- Især i gamle dage betød det, at vi slap for at have bøvl og ballade og for at have slåskampe, for der er jo ikke nogen, der slår på kvinder i det offentlige rum, siger hun.

Værtshusejer vil skifte branche 

For Hanne Aino kommer lukningen af Pinden personligt til at betyde, at hun nu skifter branche.

- Jeg skal ud og finde et arbejde i en anden branche, Pinden har været mit hjertebarn gennem alle årene og den eneste grund til, jeg er blevet i denne her branche. Jeg kan ikke forestille mig gøre noget lignende et andet sted, så jeg skifter bane de sidste år, jeg har tilbage arbejdsmæssigt, siger hun.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik