Efter lav tilslutning: Nu kan borgere i belastet boligområde blive vaccineret uden tidsbestilling

I et nyt projekt vil sundhedsmyndigheder og Københavns Kommune sikre sig, at vaccinationstilslutningen øges i området Tingbjerg.

70 procent.

Det er vaccinationstilslutningen i området Tingbjerg i København. I resten af kommunen ligger tilslutningen på 90 procent.

For at bringe tilslutningen op på samme niveau har Københavns Kommune i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Region Hovedstad oprettet et vaccinationscenter, hvor Tingbjerg-borgere kan møde op og blive vaccineret uden tidsbestilling.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Tilbuddet gælder for borgere, der er blevet inviteret til vaccination, men endnu ikke har booket tid. Ifølge kommunen drejer det sig om godt 1700 borgere.

De har alle sammen modtaget et brev i deres e-Boks.

Del af større indsats

Vaccinationstilbuddet i Tingbjerg er en del af et større indsats med titlen ”Lighed i vaccination”, som de danske sundhedsmyndigheder har igangsat i for at få flere til at blive vaccineret i områder, hvor andelen af vaccinerede er lav.

Som et led i indsatsen vil Københavns Kommune i næste uge også igangsætte en såkaldt ringeindsats. Her vil borgere i 12 udvalgte boligområder på Nørrebro og Bispebjerg blive ringet op og tilbudt hjælp med at booke en vaccinationstid.

Tingbjerg har flere gange været ramt af coronasmitte. I maj blev Tingbjerg Sogn således ramt af automatisk nedlukning, da smitten i sognet havde overskredet myndighedernes grænseniveauer.

Det betød blandt andet, at skoler og fritidsinstitutioner samt kultur- og fritidsliv blev lukket ned i en periode.

Ved søndagens coronatal fra Statens Serum Institut havde sognet et testkorrigeret incidenstal på 45, mens der de seneste syv dage har været tre smittede og en positivprocent på 0,8.

Dermed ligger sognet langt fra en automatisk nedlukning.

Brostrøm fører nålen

Tilbuddet om vaccination i Tingbjerg finder sted i Tingbjerg Pensionist Center, Ruten 20, 2700 Brønshøj. 

Her kan Tingbjerg-borgere møde op og modtage det første coronastik i tidsrummet 12.00 til 19.00 mandag, tirsdag, torsdag og fredag i denne uge.

På Twitter oplyser direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, at han mandag sammen sammen med andet sundhedspersonale selv være til stede i Tingbjerg og hjælpe med at vaccinere borgere, der kommer forbi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik