Gitte i otte måneders ventekaos - men nu kan borgere overvåge deres egen sag

Københavns Kommune sætter nu 15,6 millioner kroner af til at nedbringe sagsbehandlingstiderne på byggesager. Derudover bliver hele sagsbehandlingen også mere gennemsigtig.

Gitte ventede otte måneder på at få lov til at bygge et kolonihavehus. Henrik ventede syv måneder på at få lov til bygge erhverv på Amager.

Ventetiderne på at få behandlet sine byggesager har i de senere år været omgærdet af kaos, men nu kan en løsning være på vej.

I budgettet for 2023 har et flertal på Københavns Rådhus således aftalt at sætte 15,6 millioner kroner af til at nedbarbere sagspuklen senest i juli 2023. Samtidig skal hele systemet gøres mere gennemsigtigt.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Pengene i den nye aftale er kærkomne, mener teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL).

- Sagsbehandlingstiderne på byggesagsområdet er uacceptabelt lange, og jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning til forvaltningens initiativer, så vi kan få nedbragt sagsbehandlingstiden, siger Line Barfod.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

TV 2 Lorrys indslag fra i sommer, hvor ny prognose viste, at det nu ville tage endnu længere tid at få nedbragt sagspukkel.

Kan følge med i sager

Sagsbehandlingstiden for simpelt byggeri må højst tage 40 dage, mens det for mere komplicerede byggerier - eksempelvis erhvervsetagebyggeri må tage 60 dage. Men de tider har Københavns Kommune haft meget svært ved at overholde.

I juni måned måtte kommunen udskyde tidspunktet for, hvornår sagsbehandlingstiderne blev normaliseret med tre måneder. I første omgang var målet ellers begyndelsen af 2023.

Med den nye aftale bliver der blandt andet også sat penge af til udvikle en it-løsning, der gør det muligt for ansøgerne kontinuerligt at se, hvornår man kan forvente at få tildelt en sagsbehandler og få færdigbehandlet sin sag.

- Det er selvfølgelig frygteligt frustrerende ikke at kunne få den oplysning, siger Line Barfod.

Her er elementerne i den nye aftale:

Sådan skal sagsbehandlingstiderne nedbarberes

  • Der er afsat 4,7 mio. kr. i 2023 i budgettet til, at forvaltningen kan bygge videre på allerede gode erfaringer og lade en ekstern partner tage sig af det sagsforberedende arbejde i endnu flere sager.


  • Der er afsat 5,2 mio. kr. i 2023-2025 til, at forvaltningen fortsat kan tilbyde en udvidet forhåndsdialog til byggeansøgere. Det sikrer, at ansøgerne er bedre klædt på til ansøgningsprocessen, og det sparer tid i byggesagsbehandlingen, for aktuelt er der sagsforlængende fejl i op til 70 pct. af de ansøgninger, forvaltningen modtager.


  • Der er også afsat penge til, at forvaltningen kan forlænge en række medarbejdere, der blev ansat på en midlertidig bevilling i 2022 som led i en særlig indsats for at forkorte sagsbehandlingstiden i den afsluttende del af byggefasen.


  • Derudover er der afsat 5,4 mio. kr. i 2023 til en IT-løsning, der skal sikre en større transparens for ansøgerne, så det bliver nemmere at få indsigt i, hvornår man kan forvente at få tildelt en sagsbehandler, og hvornår sagen forventes at være færdigbehandlet. Det skal ske ved en IT-løsning, der, ved at indregne en række forudsætninger, kontinuerligt kan give et bud på den forventede svartid.


  • Teknik- og Miljøforvaltningen følger udviklingen på byggesagsområdet tæt og bruger en prognosemodel, udviklet af Deloitte. Der gør det muligt at regne på, hvordan sagsbunken og sagsbehandlingstiden udvikler sig under forskellige forudsætninger.


  • Overholdelsen af de nationale servicemål for nye sager vil i første omgang ikke slå ud i KL’s servicemålsstatistik. Det skyldes, at en sag først optræder i servicemålsstatikken, når den er afsluttet, og da forvaltningen afvikler en større bunke sager, vil de ældre sager trække den samlede sagsbehandlingstid op.



Kilde: Københavns Kommune


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik