Efter hærværksbølge: Kommune genindsætter halinspektører

Efter adskillige episoder med hærværk og uro i københavnske haller vender halinspektørerne tilbage til fire af hallerne.

Ildspåsættelse og smadrede ruder har været nogle af konsekvenserne af, at Københavns Kommune har fyret de halsinspektører, som tidligere har sørget for god ro og orden i de københavnske haller.

Men til januar vender halinspektørerne tilbage til fire haller i København.

- Flere af de her haller har i perioder været udfordret af forskellige former for uro, og det kan vi som københavnere ikke være tjent med.

- Det skal være trygt og rart at komme i hallerne, og derfor har der været behov for at genansætte, lyder det fra Franciska Rosenkilde (Å), der er Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune, i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune har valgt at genindsætte halinspektørerne i Bellahøjhallerne, Sundby Idrætspart, Ryparken Idrætsanlæg og Vanløsehallerne. 

Uro efter fyringer

Historien om halinspektørerne går flere år tilbage.

Med budgetaftalen i 2013 besluttede Københavns Kommune at arbejde hen imod at gøre alle haller betjeningsfri, og som en konsekvens heraf blev inspektørerne i de københavnske haller sløjfet.

Men fyringen af halinspektørerne resulterede i flere episoder, hvor bøller gang på gang hærgede hallerne.

Problemerne voksede sig så store, at Københavns Kommune den 22. maj i år indsatte vagter i Bellahøjhallen om eftermiddagen og aftenen. Uroen fortsatte dog efterfølgende. 

Men nu er der igen afsat penge til halinspektører. Pengene kommer fra budgetaftalen 2020. Her er der afsat 30 millioner kroner til tryghedsskabende indsatser i haller, kulturhuse og på bibliotekerne.

DGI: En god beslutning

Beslutningen om igen at bemande hallerne modtages med blandede følelser af DGI Storkøbenhavn. De har tidligere kritiseret beslutningen om at fjerne inspektørerne.

- Vi er glade for, at politikerne har taget sagen alvorligt og nu ønsker at tilgodese fire steder i København, men vi kunne godt ønske os, at det var flere steder, siger Peder Nedergaard, der er formand for DGI Storkøbenhavn. 

Bemanding i de fire haller kan ikke løse alle problemer, mener Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde. 

- Nu har vi så sat penge af til de fire haller, og så er der måske også to haller, som vi ønsker at finde ekstra midler til, siger hun. 

Hal C på Christianshavn er et eksempel på en af de haller, der ikke får bemanding i denne omgang, men hvor der har været episoder med uromagere. 

Foreningerne bør hjælpe 

Foreninger bør hjælpe til i forhold til de uroskabende unge, mener Franciska Rosenkilde.

- Jeg så gerne, at man også kiggede på det mere forebyggende arbejde, hvor foreninger også tog ejerskab, og hvor man inddragede de unge mere i fællesskabet, lyder det fra Franciska Rosenkilde. 

Hos DGI er det dog ikke alle problemer, foreningerne kan tage hånd om, mener Peder Nedergaard. 

- Jeg er meget åben for, at vi tager en snak med Farnciska om, hvordan det skal foregå i praksis. Men de steder, hvor der er decideret vold og narkohandel, der har jeg svært ved at forestille mig, at foreningerne går ind og hjælper. Men andre steder går jeg meget ind for at inkludere de unge, siger han. 

De fire haller vil fra 1. januar være fast bemandet fra mandag til fredag mellem 15 og 23 og lørdag og søndag mellem 7 og 23. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik