Efter fund af rottelort: Velbesøgt 7-Eleven butik får bøde for at sjuske med hygiejnen

Dårlig rengøring og håndtering af fødevare koster en 7-eleven butik på Nørrebro en sur smiley.

Der findes nærmest ikke et gadehjørne med respekt for sig selv i hovedstaden, der ikke har en 7-eleven butik.

Dem er vi nok mange, der har benyttet os af gennem tiderne, men hvis du i slutningen af november og frem til begyndelsen af december har handlet i 7-eleven butikken på Nørrebros Runddel i København, så skal du måske ikke læse videre.

I den periode har butikken nemlig døjet med  skadedyr i form af rotter i kælderen, ligesom en gennemgang har vist, at rengøringen ikke var helt tip top.

Det viser en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen, som er offentliggjort 9. december.

1 time og 10 minutter skulle Fødevarestyrelsens medarbejder bruge på at gennemgå 7-eleven butikken med den centrale placering.

Snavs og rotteekskrementer i kælderen

Her kunne man i første omgang konstatere, at problemet med rotter for så vidt var ordnet, men kontrolbesøget viste dog, at det haltede med rengøringen i kælderen.

Flere steder på gulvet og på hylderne var der snavs og støv i sådan en grad, at Fødevarestyrelsen så sig nødsaget til at notere det.

Under frysere var der snavs bagerst, ligesom der også var synlige rester af mel/talkum. På frysernes ben blev der konstateret støv og snavs af ældre dato. 

Og i hjørnet ved elskabet konstaterede Fødevarestyrelsen efterladenskaber fra en rotte.

Under kvartpaller med øl var der tykke belægninger af støv, snavs og mel/talkum. På en af hylderne var der klisterrester og snavs, og på en anden hylde var der ansamlinger af støv. På en såkaldt rulle-hund var der fortsat belægninger af talkum/mel. 

Også beskidt i kølerum og butik

Konfronteret med ovenstående lagde den ansvarlige sig fladt ned og lovede at sende bud efter rengøringsfirmaet igen hurtigst muligt.

Men det skulle hurtigt vise sig, at kælderen ikke var det eneste rum, hvor der var brug for en ekstra omgang rengøring.

På kontrolbesøget fik Fødevarestyrelsen også mulighed for at tjekke kølerummet.

Her kunne de konstatere, at der var ansamlinger af formodet skimmel på væg bag reolsystem, ligesom en hylde fremstod med ir, der ikke lige kunne vaskes af. Og på rullebåndet mellem kælder og butik var der snavs, støv, spindelvæv og sprøjt af væske. 

Hvilken type væske melder historien ikke noget om.

quote Når vi alligevel får en sur smiley, er der derfor sket en klar fejl, som vi naturligvis beklager og får rettet op på

Jesper Østergaard, direktør 7-Eleven

Også inde i butikken var den gal, da Fødevarestyrelsen gennemgik en åben kølereol. Her kunne de se ansamlinger af rust og afskallende belægninger af maling.

Direktør lover bedring

Alt sammen udmundede det sig i 4 gebyrbelagte opfølgende kontroller og en bøde på 10.000 kroner. 

Hos 7-eleven beklager administrerende direktør, Jesper Østergaard, at man nu er nødt til at hænge en sur smiley op i butikken på Nørrebros Runddel. Han håber dog ikke, smileyen bliver ved med at hænge med mundvigen nedad i ret lang tid.

- Det er naturligvis beklageligt, fordi fødevaresikkerhed ligger os meget på sinde og er et område, som vi arbejder konsekvent med. Det er helt afgørende, at vores kunder trygt kan købe fødevarer hos os, siger Jesper Østergaard og uddyber:

- Når vi alligevel får en sur smiley, er der derfor sket en klar fejl, som vi naturligvis beklager og får rettet op på, så lignende ikke gentager sig. Vi følger op på Fødevarestyrelsens kommentarer og forventer, at butikken igen snarligt vil få en glad smiley.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik