Efter flere måneders ventetid vender flydende shelter nu tilbage

I Københavns Havn bliver det nu igen muligt at sove på et flydende shelter, efter at virksomheden bag har fået tilladelse.

Det flydende shelter i Københavns Havn var en bragende succes, da den for første gang blev introduceret for københavnerne som et testforsøg tilbage i april.

I seks uger var det muligt at booke tid og overnatte på vandet ganske gratis, og køen blev i løbet af foråret kun større og større.

Men efter den indledende testperiode har der været stille omkring det flydende shelter, der ligger ved Frederikskaj i Sydhavnen.

For i mellemtiden har virksomheden bag, Cph Raft Entertainment, arbejdet i kulissen på at få en permanent tilladelse. Og den har de nu fået.

Det sker, efter at tømmerflådevirksomheden har været i dialog med Københavns Kommune, By & Havn, Søfartsstyrelsen og Trafik, Bygge og Boligstyrelsen, som alle har skullet sige god for det permanente ophold i havnen.

Og at det endelig er lykkedes at få tilladelsen i hus, glæder Daniel Randskov, der er direktør i CPH Raft Entertainment.

- Vi har lagt meget arbejde i at få de nødvendige tilladelser, og vi har haft rigtig godt samarbejde med myndighederne. Så det betyder rigtig meget for os, at vi endelig har fået tilladelsen, siger han til TV 2 Lorry.

Det er muligt at booke overnatninger i det flydende shelter frem til den 31. november, hvor shelteren så efterfølgende skal tages op af vandet og forberedes til sæsonen 2021, hvor tømmerflådevirksomheden også har fået tilladelse til at blive i havnen.

Egenbetaling af flydende shelter

Mens det i testperioden var gratis at overnatte i det flydende shelter, så kommer det fremover til at koste mellem 495 og 595 kroner for en nat på vandet.

Det skyldes, at CPH Raft Entertainment ikke har valgt at søge økonomisk støtte fra Københavns Kommune, som de ellers havde i testperioden.

At man ikke har søgt midler, skyldes, at den permanente tilladelse har været længe undervejs, og derfor turde tømmerflådevirksomheden ikke håbe på, at det ville lykkedes.

Så skal du overnatte midt i Københavns Havn, så skal man altså selv frem med pengepungen.

For at komme ud på den flydende shelter, så skal man sejle derud, og det kan man gøre flere steder fra.
For at komme ud på den flydende shelter, så skal man sejle derud, og det kan man gøre flere steder fra.
Foto: Cph Raft Entertainment

Stor efterspørgsel til naturoplevelse 

Selvom prisen nok vil afskrække nogle, så er Daniel Randskov dog ikke nervøs for, at der bliver mangel på gæster, der booker sig ind. 

- Der er ikke så mange, der rejser til udlandet i år, og samtidig er der en stigende interesse for gode oplevelser i nærmiljøet, så selvom nogle fravælger det, fordi det ikke længere er gratis, forventer vi fortsat efterspørgsel og opbakning til projektet, siger han til TV 2 Lorry.

Brugerbetalingen går til at vedligeholde og drive shelteret og samtidig bidrage til at udvikle og etablere endnu flere flydende sheltere, oplyser Daniel Randskov.

Information om den flydende shelter: 

  • Der bliver åbnet for booking af overnatning i shelter torsdag den 16/7 klokken 19, og der kan bookes her: www.detflydendeshelter.com 
  • Prisen er 495 kroner per overnatning i hverdagene og 595 kroner per overnatning i weekenderne. 
  • Der er plads til fire personer med bagage i shelteren. 
  • Det er kun muligt at komme ud til shelteret med båd.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik