Efter fejl på fejl: Nu skal skandalebro renoveres for 27 millioner

Inderhavnsbroen i København skal renoveres for 27 millioner kroner på grund af fejl på broen skinner og hjulophæng.

Fejl, kritik og store forsinkelser har siden åbningen klæbet til Inderhavnsbroen i København.

Og nu skal den 180 meter lange gang- og cykelbro så renoveres for næsten 27 millioner kroner.

Ekstraregningen på broen kommer på baggrund af, at der i 2016 blev konstateret fejl på broens skinner og hjulophæng.

Det er fejl, som medfører slitage, der løbende forværres i takt med at broen åbnes og lukkes, lyder forklaringen fra Københavns Kommune.

Derfor haster udbedringen af broen, da en forværring af dens åbne- og lukkefunktion blandt andet kan medføre, at broen skal lukkes for al færdsel.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Følgende arbejde skal udføres:

  • Bundskinner udskiftes med nye re-designede skinner.
  • Ny understøbning, hvor bundskinner udskiftes.
  • Hjulophæng er underdimensioneret, og skal dermed forstærkes.

Det har i dag ikke været muligt at få et interview med Teknik- og Miljøforvaltningen på Københavns Rådhus, men i et skriftligt svar skriver de følgende:

”Da Inderhavnsbroen åbnede i 2016 viste det sig, at der var fejl på de skinner og hjulophæng, som broen kører på. Der har siden da været foretaget en række undersøgelser af broen, og forvaltningen er blevet kompenseret af entreprenør og rådgiver i forbindelse med delforlig og voldgiftssag.”

"Det er lykkedes at holde broen åben og funktionsdygtig i mellemtiden, men det er nødvendigt at gå i gang med arbejdet nu. Derfor er de nødvendige økonomiske midler fundet, og arbejdet igangsættes nu med projektering og forventes færdiggjort i 2024. Broen vil kunne passeres i hele perioden og vi forventer, at det derefter kun vil være nødvendigt med almindeligt drift- og vedligeholdelsesarbejde.”

Inderhavnsbroen åbnede med tre års forsinkelse og budgetoverskridelser og allerede få uger efter åbningen viste det sig, at broen ikke kunne åbne.

Siden er broen kritiseret for at genere trafikkaos og senest har en bydesigner rettet en voldsom kritik af broen.

Inderhavnsbroen var otte år undervejs

I 2008 besluttede Københavns politikere at bygge broen med stor økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden.


Broen skulle koste 200 millioner kroner, men på grund af de mange forsinkelser er udgifterne steget. Derudover venter et retligt efterspil.


Broen er en skydebro, der spænder næsten 70 meter mellem pillerne. Gang- og cykelbroen forbinder Nyhavn med Christianshavn, Operaen og de nye byområder på Holmen.


Broens bevægelige stålfag kører på skinner, og hvert brofag er syv meter bredt og 50 meter langt og vejer 250 ton.


I maj 2012 opdager stilladsfolk, at de ti bærende bropiller i havnen er støbt 60 centimeter for høje på grund af fejlagtige tegninger.


I marts 2013 viser det sig, at den spanske producent af de to bevægelige brofag har lavet store fejl.


I april 2013 bliver der konstateret revner i betondækket på op til en halv millimeter.


I sommeren 2013 opdages det, at betondækkene buer nedad og "hænger" i søjlerne.


I august 2013 går hovedentreprenøren Pihl & Søn konkurs. Arbejdet går helt i stå i omkring ni måneder.


I december 2013 oversvømmes maskinrum i forbindelse med stormen Bodil på grund af manglende overdækning. To elektromotorer totalskades.


I vinteren/foråret 2014 viser flere prøver af betonen, at den ikke havde den nødvendige trykstyrke, men det viser sig at være falsk alarm.


I september 2014 erkender den nye entreprenør Valmont, at den nye polske producent ikke kan levere til tiden på grund af tekniske vanskeligheder.


I august 2015 viser der sig at være problemer med wiresystemet.


I november 2015 viser det sig, at hjulparret, der ruller stålfagene frem og tilbage – det såkaldte boogiesystem – er for småt.


I juni 2016 skulle broen stå klar. Men den bliver forsinket igen, da åbne/lukke funktionen driller. afleveringstidspunktet er nu rykket til begyndelsen af juli.


7. juli bliver Inderhavnsbroen endelig indviet af fodgængere og cyklister. Indvielsen skal også fejres 19. august.


Få dage efter åbningen kunne flere medier beskrive, at broen blev spejlglat i regnvejr. Det skyldes en fejl i belægningen, lød det fra Københavns Kommune, som vil udbedre fejlen.


Men problemerne er ikke helt ovre endnu. 31. juli må færgen på vej til Hven sætte 170 skuffede passagerer i land i København, fordi broen ikke kan åbne.



Kilde: Politiken og Københavns Kommune.

/ritzau/






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Samfund

beboer

Mjølnerparken fortsætter kampen: John mister sin bolig og skal genhuses

HC Andersens boulevard

Den københavnske luftforurening når nye højder – nu kommer ekspert med advarsel

fgnngdgbgbgb

Daryna flygtede fra Ukraine som højgravid. Nu er en dato skyld i, at hun skal forlade Danmark igen

Vildevipper-02_hold

Valby-klub skifter navn: "Det er ikke længere passende"


København


Forsiden lige nu

Se flere