Efter Amager Fælled-demo: ”Selvfølgelig kan vi ændre noget”

Modstanderne af byggeriet på Amager Fælled tror fortsat på, at de kan ændre politikernes mening.

Mange hundrede modstandere af boligbyggerierne på Amager Fælled og Stejlepladsen i Københavns Sydhavn mødte søndag op på Rådhuspladsen i København.

Nogle kom i farvestrålende udklædning for at vise deres holdning til projekterne. En af dem var Ida Dalsgaard Nicolaisen, der havde klædt sig ud som svamp.

- Jeg vil gerne give svampene og de andre arter en stemme i vores menneskelige demokrati, siger Ida Dalsgaard Nicolaisen, der er kunstner og handicaphjælper, til TV 2 Lorry.

På Amager Fælled er byggeriet allerede så småt i gang.

Allerede i februar i år begyndte opsættelsen af hegn om det mere end 200.000 kvadratmeter store område på Amager Fælled, hvor der nu blandt andet skal bygges 2000 boliger og en skole.

quote Vi bliver ved, og nu er der præcis et halvt år til, der er kommunalvalg. Der håber vi på, at vi kan ændre dagsordenen for politikerne inde på rådhuset

Steffen Rasmussen

Men det bremser ikke modstanderne. Flere gange har de demonstreret og vist deres utilfredshed med byggeriet. Og det agter de at blive ved med.

De håber nemlig, at det kommende kommunalvalg kan få politikerne til at ryste på hånden. Det fortæller Steffen Rasmussen, der er talsperson for Amager Fælleds Venner:

- Vi bliver ved, og nu er der præcis et halvt år til, der er kommunalvalg. Der håber vi på, at vi kan ændre dagsordenen for politikerne inde på rådhuset, siger han.

Også Ida Dalsgaard Nicolaisen tror fortsat på, at den mission kan lykkes.

- Selvfølgelig kan vi ændre noget. Prøv at se alle de mennesker, der er her i dag. Der bliver større og større folkelig modstand, siger Ida Dalsgaard Nicolaisen.

Fortsat politisk flertal

Pengene fra salg af byggegrundene skal betale gælden for den nye metro. Men de penge har kommunen, påpeger modstanderne.

Ifølge politikerne er kommunens overskud dog allerede øremærket til blandt andet vejprojekter, nye skoler og klimasikring.

Og hos socialdemokraterne regner man med, at der stadig er politisk flertal for byggerierne efter kommunalvalget.

- Selv om jeg har stor sympati for de mennesker, der mødes i dag (søndag, red.) og kæmper for det, de tror på, så har jeg jo også en forventning om, at mine politiske kolleger, som vi har prøvet at finde den her balance sammen med, også vil holde fast, lyder det fra politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns kommune, Jonas Bjørn Jensen, til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Alle, der har fulgt lidt med, ved jo også, at det her er en svær sag, hvor mange ting skal gå op i en højere enhed. Vi har prøvet at ramme en balance af at kunne finansiere vores grønne kollektive transport, sikre nogle billige boliger, og så som vi gør her bevare 90 procent af Amager Fælled.

Men skal man tro modstanderne af byggeriet, er det ikke sidste gang, at politikerne skal forsvare deres beslutning.

- Det kan godt være, at politikerne tror, at vi giver op, men det gør vi ikke, og vi stopper stadig byggeriet, hvis vi er mange nok, siger Ida Dalsgaard Nicolaisen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik