Dyrere parkering og lavere skat: Få overblikket over Københavns budgetaftale

Årets budgetforhandlinger i Københavns Kommune udviklede sig dramatisk, men hvad endte det egentlig med? TV 2 Lorry giver dig de vigtigste overskrifter fra årets budgetaftale.

Skatten bliver sat ned. Det bliver dyrere at parkere, og så bliver både velfærds- og klimaområdet løftet.

Sådan er nogle af hovedpunkterne i den budgetaftale for København, som et bredt flertal i Københavns borgerrepræsentation fredag blev enige om. 

Det er Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, der står bag årets budget. 

SF og Socialdemokratiet - og dermed Københavns Kommunes overborgmester - var ikke en del af budgettet. Ifølge flere politiske kommentatorer er det en magtdemonstration af Enhedslisten, og ydmygende for overborgmesteren, at de to partier endte med at stå uden for budgetaftalen. 

I budgettet bliver velfærdsområderne løftet med halvanden milliard. Udsatte børn og unge bliver prioriteret med 600 millioner, og så bliver skatten sænket med 136 millioner om året over en periode på fire år. 

Forstå aftalens vigtigste punkter i listen nedenfor. 

Overblik over budgetaftalen i København

1

Lavere skat

Skatteprocenten i Københavns Kommune bliver som følge af budgetaftalen sænket med 0,1 procentpoint. 


Det svarer til 136 millioner om året. 


- Det er en kæmpe sejr, at det efter årtiers borgerlig ørkenvandring på Københavns Rådhus nu er lykkedes at give københavnerne over en halv milliard kroner tilbage, siger Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester, i en pressemeddelelse. 

2

Højere beboerlicens

I gennemsnit bliver det 200 kroner dyrere at have en beboerlicens i Københavns Kommune. 


Teknik- og miljøborgmester, Line Barfoed (EL), udtaler i en pressemeddelelse, at man i budgetaftalen ønsker at gøre det dyrere at parkere for de mest forurenende biler, hvilket vil mindske trængslen og gavne klimaet.


Antallet af parkeringspladser i hovedstaden forbliver uændret, men der bliver rykket rundt på pladserne. Der vil være færre parkeringspladser i Middelalderbyen i Indre By, men til gengæld vil der komme flere i periferien af Middelalderbyen. 


- Beboerne i Middelalderbyen får en pladsgaranti. Vi finder erstatningspladser i randen af Middelalderbyen ved at leje os ind i parkeringsanlæg. Så blødningen på parkeringsområdet er stoppet, sagde Jakob Næsager (K) til TV 2 Lorry fredag

3

Øget fokus på velfærd, børn og socialt udsatte

Velfærdsområdet bliver løftet med halvanden milliard. 


Det betyder, at kommunens sagsbehandlere vil få mere tid til den enkelte københavner, og at københavnerne vil få hurtigere hjælp, udtaler Karina Vestergård Madsen (EL), socialborgmester og budgetordfører. 


Der er sat 114,6 millioner kroner af over en fireårig periode til at nedbringe antallet af sager per sagsbehandler på en række områder. Det handler om sager med borgere med sindslidelser, udsatte børn og unge, børn med autisme og unge med handicap. 


Samtidig vil flere mennesker med sindslidelser, handicap eller andre sårbare, der venter på en botilbudsplads, hurtigere få én. 


Budgetaftalen sikrer ydermere 180 millioner kroner til anlæg på specialområdet. Midlerne skal blandt gå til at etablere flere specialpladser på nuværende skoler. Men der bliver også sat penge af til at bygge en ny topmoderne specialskole ved Ørestad Boulevard. Skolen skal imødekomme alle de krav børn med psykiske og fysiske handicap stiller og rumme op til 120 pladser.

4

Flere investeringer i klima

Samlet bliver der investeret en halv milliard kroner i klima.


Ifølge Line Barfoed (EL), teknik- og miljøborgmester, sikrer budgetaftalen reelle CO2-reduktioner og "ikke bare fugle på taget".


Det er meningen, at der skal etableres flere grønne byrum, der vil komme mere plads til el- og delebiler, og så skal der også kigges på deciderede nulemissionszoner


Byrummet bliver grønnere, og der vil komme mere plads til elbiler og delebiler. 

5

Flere pædagoger og lærere

Budget-partierne har sat 162 millioner kroner af til rekruttering af lærere og pædagoger. 


- Nu kan vi for alvor sætte skub i eksempelvis merituddannelserne og selv være med til at uddanne lærere og pædagoger, for uddannede voksne er hele forudsætningen for børn o unges trivsel, udvikling og læring, siger Jakob Næsager (K), børne- og ungdomsborgmester i en pressemeddelelse. 


Det er samtidig afgørende, at man i kommunen får dækket de store ekstraudgifter til specialundervisning, så Københavns børn og deres lærere og pædagoger ikke skal udsættes for besparelser, fordi flere børn har særlige behov, mener han. 


Budgettet gør det samtidig muligt at gøre merituddannelserne i København mere attraktive ved at afsætte penge til vikarer, så de studerende kan få fri til at passe studierne, understreger han. 

6

Flere penge til idræt

860 millioner fra idrætsmilliarden skal sikre bedre idrætsfaciliteter i perioden 2022-2030. 


Det sikrer et historisk løft af idrætten, og med budgetaftalen er der nu en plan for udmøntningen af idrætsmilliarden.


Initiativerne spænder vidt fra helhedsplaner for Valby og Sundby idrætsparker, en ny idrætspark i Ørestad, et nyt klubhus i Bavnehøj og penge specifikt til street-idræt.


- Det er fantastisk, at idrætten nu får et velfortjent løft. Med Idrætsmilliarden sikrer vi et løft af idrætsmulighederne, som kommer både nutidige og fremtidige københavnere til gavn, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).


Det skal både ske gennem forbedringer og udvidelser af eksisterende idrætsanlæg og haller og ved etablering af nye.


Helt konkret vil Københavns Kommune frem mod 2030 blandt andet modernisere eksisterende anlæg, opføre specialanlæg og bygge idrætsfaciliteter i Naturpark Nordhavn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik