Dyrehospital søger hunde til aflivning: "Nødvendigt, hvis man skal uddanne dyrlæger"

På Universitetshospitalet for Familiedyr i København søger de hunde, der skal aflives, fordi hundene skal bruges til uddannelse.

Det kan lyde kontroversielt, at et hospital søger hunde, der skal aflives. Ikke desto mindre er det netop tilfældet på Universitetshospitalet for Familiedyr i København.

Hospitalschefen, Merete Holst Nissen, forklarer, at de døde hunde er en vigtig del af dyrlægeuddannelsen.

- Vi har virkelig brug for de her hunde, så de studerende kan øve sig, inden de har med de levende dyr at gøre. Det svarer fuldstændig til på lægeuddannelsen, hvor folk donerer deres kroppe til Panum, så de lægestuderende kan øve sig, inden de står med rigtige mennesker, siger hun.

Hun understreger, at det ikke er selve aflivningen, de studerende skal øve sig på at gennemføre, men at hunde, der alligevel står til at skulle aflives, er vigtige for, at studerende for eksempel kan øve sig på kirurgiske indgreb.

quote Vi søger ikke hunde med henblik på at aflive dem, for at kunne bruge dem. Men derimod hunde, som alligevel skal aflives

Hospitalschef, Merete Holst Nissen

- Vi søger hunde, som vi må få lov til at bruge til vores kliniske undervisning, efter de er blevet aflivet. Vi søger ikke hunde med henblik på at aflive dem, for at kunne bruge dem. Men derimod hunde, som alligevel skal aflives, fordi de er syge, gamle eller lignende, som vi så gerne vil bruge til undervisning.

Det eneste krav fra hospitalets side er, at det er en hund. Der er ikke noget krav til race, størrelse eller lignende.

Hvis man vælger at donere sin aflivede hund til dyrlægeuddannelsen, vil hospitalet til gengæld gennemføre aflivningen gratis døgnet rundt.

Sværere at få døde hunde til uddannelse

Hospitalet oplever ikke de samme problemer med at finde aflivede katte, de dyrlægestuderende kan øve sig på.

Men hospitalschefen oplever, at det bliver sværere og sværere for universitetshospitalet at få aflivede hunde til brug i undervisning.

- Vi oplever, at flere og flere vil have deres hund med hjem, efter den er blevet aflivet. Nogen vil gerne have den kremeret, for for eksempel at få asken i en urne eller i et smykke, siger hun og fortsætter:

- Jeg tror også, at mange kan synes, at det at have med døde mennesker eller døde dyr at gøre i forbindelse med undervisning kan være grænseoverskridende. Men det er nødvendigt, hvis man skal uddanne læger eller dyrlæger. Før de skal stå med levende mennesker eller dyr, så skal de kunne øve sig.

De aflivede hunde bliver også brugt i forbindelse med videreuddannelse af dyrlæger.

Det kræver tidsbestilling at få aflivet sin hund gratis på hospitalet. Aftale kan ske på hospitalets hjemmeside.

Se TV 2 Lorrys indslag om hospitalets søgen efter hunde her:

Kort nyt.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik