Dronning Margrethes ballet går verden rundt

TV-stationer har vist millioner af seere fra hele verden Tivolis forestilling "Snedronningen", som Dronning Margrethe blandt andet står bag.

Det har i sandhed vakt international opsigt, at den danske monark og regent Dronning Margrethe sammen med sangerinden Oh Land og den russiske koreograf Yuri Possokhov står bag endnu en scenekreation i Tivoli.

Dronningen står nemlig bag scenografi og kostumer i balletten "Snedronningen", som opføres af Tivolis Balletteater.

Balletopsætningen af det gamle H.C. Andersen-eventyr er en del af markeringen af Jul i Tivolis 25 års jubilæum, der desuden bliver fejret med et juletræ dekoreret med 3.000 krystaller fra Swarovski til en værdi af en million kroner.

Sådan ser et juletræ til én millioner kroner ud.
Sådan ser et juletræ til én millioner kroner ud.
Foto: Tivoli / Presse

Og det er to fortællinger, der batter ude i den store verden.

Således er nyhederne om det rekorddyre juletræ og den danske dronnings kreative formåen nået hele verden rundt på flere store nyhedskanaler.

Ifølge Tivoli er både EuroNews, DW, BBC og CNN blandt de kanaler, som har vist billeder fra haven i København.

- Vi er er rigtig stolte af at have lavet en forestilling, som faktisk er blevet fortalt i hele verden, siger Tivolis pressechef Torben Plank til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Vi har jo en god historie – et H.C. Andersen-eventyr – blandet med Oh Lands musik og dronningen, som har skabt kostumerne og scenografien. Det tilsammen er en rigtig god historie, som mange gerne vil opleve.

Det anslås af bureauet Kantar, at op mod 400 millioner seere fra hele verden har set klip fra Swarovski-juletræet og dronningen, der deltager i forberedelserne af "Snedronningen".

Hvis du gerne vil nå at opleve "Snedronningen" opført som ballet, kan den opleves i Tivoli frem til den 29. december.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik