Dramatisk udvikling i sag om udsmidning af familier efter Paludan-demo

Tre familier står til at blive smidt ud af deres boliger på Blågårds Plads på Nørrebro, men nu kan deres situation muligvis ændre sig.

Mandag vendte lykken muligvis for de tre familier, der har fået opsagt deres lejemål af boligselskabet fsb.

De står til at blive smidt ud på grund af enkelte familiemedlemmers rolle i forbindelse med urolighederne i forbindelse med Rasmus Paludans demonstration på Blågårds Plads palmesøndag 2019.

quote Organisationen er revet op på midten og fungerer ikke rigtig i øjeblikket

Erik Storrud, medlem af repræsentantskabet og beboer i Blågården

Men på et dramatisk repræsentantskabsmøde i boligselskabet fsb's organisationsbestyrelse mandag aften blev der stillet mistillid til fem af de siddende bestyrelsesmedlemmer og 1. suppleanten. Alle var imod at annullere opsigelsen af de tre familier.

Det oplyser Jean Thierry, der er medlem af boligselskabet fsb's organisationsbestyrelse, til TV 2 Lorry.

- Der blev vedtaget mistillid mod dem, der gerne vil have familierne ud, og som ikke vil gennemføre repræsentantskabet beslutning fra 23. august om, at de skulle have lov at blive.

Mistillid til flere bestyrelsesmedlemmer

Jean Thierry beretter om det, der bedst kan beskrives som en fløjkamp i organisationen. For efterfølgende blev der nemlig stillet mistillid til de bestyrelsesmedlemmer - inklusiv ham selv - der gerne ser, at familierne får lov at blive boende. Denne blev dog ikke vedtaget.

Erik Storrod, der er medlem af repræsentantskabet og beboer i Blågården, bekræfter Jean Thierrys udlægning af, at det var et meget dramatisk møde, der fandt sted i fsb's organisationsbestyrelse mandag aften.

- Der var mange buh-råb og personangreb. Organisationen er revet op på midten og fungerer ikke rigtig i øjeblikket. Mistilliden til de bestyrelsesmedlemmer, der blev vedtaget, gik igennem med tre stemmers flertal, mens mistillidsafstemningen, der ikke gik igennem, faldt med fem stemmer.

I alt var 126 repræsentanter til stede ved mødet, der egentlig blot skulle tage stilling til et forslag. Det var et forslag om at annullere den tidligere beslutning i repræsentantskabet om at trække opsigelserne af lejerne i tre lejemål i Blågården tilbage.

Det forslag blev dog trukket, da forslagsstillerne ikke mener, at repræsentantskabet har bemyndigelse til at tage beslutning om sagerne.

Hvad sker der nu?

Derfor kan repræsentanterne nu se frem til at krydse klinger igen 7. december, når endnu et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i fsb skal afholdes.

Denne gang skal fem nye bestyrelsesmedlemmer vælges, ligesom der også skal vælges en ny suppleant.

Herefter skal der holdes bestyrelsesmøde i fsb, hvor bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand osv. Og først på det tidspunkt kan den nye bestyrelse tage stilling til, hvad der skal ske af opfølgning på repræsentantskabets beslutning om at trække opsigelserne i Blågården tilbage, skriver fsb på deres hjemmeside.

Sagen for beboerne i Blågården er derfor endnu ikke slut. Deres skæbne skal tages op af den nye organisationsbestyrelse, når de har konstitueret sig.

Og selvom der i øjeblikket er et flertal, der mener, at beboerne skal have lov at blive, så er det et snævert flertal.

- De bestyrelsesmedlemmer, der har fået stillet mistillid, kan sagtens stille op igen. Så kampen er langt fra slut, lyder det fra Erik Storrud.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik