Drab på radiovært giver livstidsdom

En 27-årig mand har fået livstidsdommen stadsfæstet.

Drabet på tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar for knap tre år siden koster en dom på livstid til nu 27-årige Alexander Findanis.

Højesteret har onsdag stadfæstet livstidsdommen. Dermed har den 27-årige rocker ikke fået nedsat sin straf af landets øverste domstol.

Det var ellers håbet for ham og hans forsvarsadvokat, da de fik tilladelse til at få sagen for Højesteret, som udelukkende skulle tage stilling til strafudmålingen og altså ikke skyldsspørgsmålet.

Argumenterne fra forsvarets side gik på, at fængsel på livstid er en sjælden straf for ét drab, og at en særlig bestemmelse om skyderier i det offentlige rum ikke har været behandlet af Højesteret i forbindelse med drab.

Fængsel på livstid betragtes som landets strengeste straf og er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet. I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 16-17 års fængsel.

Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt.

Livstidsdømte sidder i gennemsnit 16-17 år

Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.


Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 år.


Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.


På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer. To nuværende afsonere har således siddet i over 30 år.


Det drejer sig om henholdsvis Naum Conevski, der i 1984 likviderede to unge mænd på Amager, og Seth Sethsen, der året efter begik rovmord på en taxichauffør i Albertslund.


Kilder: Kriminalforsorgen og Ritzau.

Den 31-årige radiovært og eksbandeleder Nedim Yasar blev på brutal vis skudt og dræbt, da han om aftenen den 19. november 2018 netop havde sat sig ind i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.

Yasar var på vej hjem fra en reception for bogen "Rødder - en gangsters udvej", der handlede om hans vej ind og ud af bandemiljøet.

Men Nedim Yasar nåede aldrig hjem. Han blev ramt af flere skud i hovedet og døde af sine kvæstelser.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik