Døbt i bobler: Inge og Olivia fik deres navn - nu skal de på arbejde

Tunnelboremaskinerne Inge og Olivia er nu klar til at begynde gnavearbejdet på den kommende metrolinje til Københavns Sydhavn og Valby.

Det var et par meget store damer, der i dag fik deres navn på den kommende Enghave Brygge metrostation. De vejer hver 600 ton og er 140 meter lange, men da deres arbejde foregår dybt under jordoverfladen, bliver det ikke meget, man får at se til Inge og Olivia, som de to tunelboremaskiner nu hedder.

Maskinerne skal stå for at bore den del af metrosystemet, der strækker sig fra stykket efter Københavns Hovedbanegård under Sydhavnen og frem til Ny Ellebjerg Station i Valby.

- Den nye metrolinje vil betyde endnu et kolossalt løft af den kollektive trafik, og den vil binde kvarteret omkring Mozarts Plads bedre sammen med resten af byen. Samtidig vil metro til døren gøre det mere attraktivt at bo og arbejde i Sydhavnen, så der kommer mere blandet liv i den dejlige bydel. Det er endnu et skridt fremad mod et grønnere og mere socialt København, siger overborgmester Frank Jensen (S), der deltog i dagens navngivning af de to maskiner.

M4 fra syd til nord

Den kommende metrostrækning får navnet M4, og en del af den åbner allerede i år. Det gælder stykket fra Østerport til Nordhavn, men der kommer til at gå endnu nogle år, inden Inge og Olivia kan pakke sammen. Efter planen skal den sydlige del af M4-linjen åbne i 2024.

Når M4 er helt klar, kan man gå ombord i metrotoget på Ny Ellebjerg Station, der bliver et trafikknudepunkt  for busser, regional- og S-tog - og altså metro. Derfra kører de hvide tog til Mozarts Plads, Sluseholmen, Enghave Brygge og Havneholmen.

Herfra kører togene ind på Cityringen, der åbnede i 2019, og stopper på Københavns Hovedbanegård, Rådhuspladsen, Gammel Strand, Kongens Nytorv, Marmorkirken og Østerport, hvor Cityringen forlades med stop på først Nordhavn og så Orientkaj.

- Den nye metrolinje til Sydhavnen (og altså også Nordhavn, red.) sikrer et stærkere og mere effektivt kollektivt trafiknet og giver københavnerne bedre muligheder for at komme hurtigere rundt i byen, siger transportminister Benny Engelbrecht (S), der også overværede dagens dåb i Sydhavn.

Døbt af den lokale præst

Det var den lokale præst, Heidi Røn Preem, der stod for selve dåben af de to gigantiske boremaskiner.

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Og det er ikke den slags opgaver, der er flest af. Det er en tradition, der har eksisteret i mange år, og der er en tro på, at det betyder noget. Når de (boremaskinerne, red) får navne, så får de en identitet, og det er vigtigt for borebisserne, som skal arbejde med dem, fortalte hun efter dåben til TV 2 Lorry.

Præst Heidi Røn Preem havde i dag en af sine mere usædvanlige opgaver.
Præst Heidi Røn Preem havde i dag en af sine mere usædvanlige opgaver.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

 

Inge og Olivia - derfor

Op til dagens dåb havde Metroselskabet bedt borgerne om navneforslag til de to maskiner, og kreativiteten var høj. Idun og Ydun, Marie Carmen og Anisette, Prop og Berta samt Fru Sauterne og Susan Himmelblå lød bare nogle af de forslag, som kom fra i alt 500 personer.

 

Men valget faldt altså på Inge og Olivia.

 

Inge (Lehman) var geofysiker og opdagede Jordens kerne for 100 år siden. Hun var en stærk kvinde i uddannelsesverdenen, som dengang var stærkt mandsdomineret - og først mange år senere blev hende store afrbejde anerkendt.

 

Olivia (Nielsen) var i 1800-tallet en fremtrædende figur i fagbevægelsen, hvor hun kæmpede for at organisere kvindelige arbejdere. Hun fik i 2009 opkaldt en vej efter sig i Sydhavnen, og den kommer metroen til at krydse under, når den er bygget færdig.

 

Boremaskinerne er nummer ni og 10 i rækken af maskiner, der har boret tunneller til Københavns Metro - og Inge og Olivia er de to største.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik