Direktører og advokat anholdt i bestikkelsessag

Otte adresser blev ransaget torsdag morgen. To nuværende direktører, en tidligere og en advokat er sigtet.

Københavns Politi har ved en koordineret aktion anholdt fire personer torsdag morgen. De fire personer er sigtet i en sag om bestikkelse i forbindelse med et byggeprojekt i København.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at man efter flere ugers efterforskning slog til mod flere adresser i hovedstadsområdet.

Sagen omhandler bestikkelse i den private sektor.

Ved aktionen blev to direktører, en tidligere direktør og en advokat anholdt. De anholdte er mellem 47 og 61 år, og de er alle fire sigtet og mistænkt i sagen.

I forbindelse med aktionen blev otte adresser i hovedstadsområdet ransaget, deriblandt flere advokatkontorer.

Uvist hvilket byggeprojekt, der er tale om

Københavns Politi oplyser i første omgang ikke, hvilket byggeprojekt der er tale om.

Men i begyndelsen af marts oplyste pensionsselskabet PFA ifølge Ritzau, at det havde meldt en sag til politiet, fordi man mistænkte en rådgivningsvirksomhed for urent trav.

Rådgivningsvirksomheden skulle angiveligt have bedt en mulig entreprenør om betaling, mod at entreprenøren ville få tildelt en opgave. Denne fremgangsmåde kaldes returkommission og er ulovlig.

I pressemeddelelsen fra Københavns Politi står der netop, at sagen drejer sig om returkommission.

Da PFA i marts fortalte om sagen, kunne DR samtidig fortælle, at det skulle dreje sig om byggeriet af en ny bydel i København kaldet "Redmolen", som ligger i Nordhavn.

DR skriver torsdag, at flere af hinanden uafhængige kilder over for DR bekræfter, at der netop skulle være tale om sagen vedrørende "Redmolen".

De anholdte forventes løsladt efter endt afhøring hos Københavns Politi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik