DHL Stafetten aflyst: - En bombe for os

Løbeklubben Sparta står til at miste over halvdelen af deres årlige omsætning på arrangementer med aflysningen af årets DHL Stafetten. Det rammer foreningslivet, lyder det fra den administrerende direktør. 

Der bliver ingen kondidyst med kollegerne gennem grillos og dj-rytmer i Fælledparken i år. 

DHL Stafetten 2020 er aflyst, oplyser Sparta Atletik & Løb, der arrangerer den landsdækkende begivenheds fem løbedage i København, til TV 2 Lorry.

- Det rammer utroligt hårdt, når det for alvor går ud over de her arrangementer, siger Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, til TV 2 Lorry.

Corona-forbuddet mod at forsamles mere end 500 personer frem til den 1. september har indtil nu betydet, at hovedsponsoren, DHL, Sparta Atletik & Løb og de øvrige arrangører har overvejet at afholde arrangementet i september.

quote Det er en økonomisk bombe for en forening som os

Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb

Men de frivillige og deltagernes helbred kommer i første række, lyder det. 

- Det er ikke længere realistisk. Det er ikke sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Dorte Vibjerg.

Hvorfor kan I ikke gennemføre DHL Stafetten senere på året?

- Det bliver for koldt og mørkt om aftenen, og det er det kollegiale, man kommer for. Vi vil ikke afvikle et arrangement, som folk ikke kender, siger Dorte Vibjerg. 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Kolleger dyster årligt om den bedste fem kilometer-tid i Fælledparken. Men altså ikke i 2020. 
Kolleger dyster årligt om den bedste fem kilometer-tid i Fælledparken. Men altså ikke i 2020. 
Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

Økonomisk bombe

125.000 mennesker deltager hvert år i DHL Stafetten i København. Det giver over fem dage trafikale udfordringer på Østerbro, mens adskillige virksomheder inde i Fælledparken byder deres medarbejdere på grillmad og socialt samvær til langt ud på de lyse sensommeraftener. 

Mens mange danskere altså må undvære - eller undgår - de fem kilometer gennem Fælledparken, rammer aflysningen af DHL Stafetten Sparta Atletik & Løb hårdt på pengepungen. 

- Det er en økonomisk bombe for en forening som os, siger Dorte Vibjerg. 

Løbeklubben har indtil nu gennem coronahjælpepakker fået støtte til dække faste omkostninger og en del af medarbejdernes løn. Men økonomien fra eksempelvis DHL Stafet og Copenhagen Marathon, der også er aflyst, kommer til at mangle helt. 

quote Danskernes ve og vel kommer i absolut første række

Susanne Katja Kristensen, Marketing Manager i DHL Express Danmark

- Vi har en årlig omsætning på 57 millioner kroner på alle arrangementer. Samlet set udgør DHL Stafetten langt over halvdelen. 

- De midler bruger vi på at skabe aktiviteter, og derfor bliver foreningslivet ramt hårdt af det her. Vi kommer til at stå langt svagere - alt fra ungdomshold til atletikstævner kan blive ramt, siger Dorte Vibjerg. 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

DHL Stafetten

  • I 2019 løb og gik 206.850 personer med fordelt over alle events i de forskellige byer.
  • København er den største afdeling, som samler 125.000 deltagere fordelt over fem dage i Fælledparken.
  • Over 6.000 virksomheder deltager årligt i hele landet.
  • DHL har været hovedsponsor siden 1991.
  • Datoerne for DHL Stafetten 2021 i Fælledparken er 30. og 31. august samt 1., 2. og 3. september.
  • Tilmeldingen åbner 1. marts 2021

 

Kilde: DHL Stafetten

Frygter for resten af sæsonen

Hovedsponsoren, DHL, bakker op om arrangørernes beslutning om at aflyse, siger Susanne Katja Kristensen, Marketing Manager i DHL Express Danmark, i en pressemeddelelse. 

- Danskernes ve og vel kommer i absolut første række, og vi retter os selvfølgelig efter myndighedernes retningslinjer. Og på den måde gav beslutningen sig selv, siger hun.

Sparta Atletik & Løb arrangerer også det årlige halvmaraton i København, CPH Half, der i år er datosat til 13. september. Men også det løb øjner en aflysning. 

quote Vi kommer til at stå langt svagere - alt fra ungdomshold til atletikstævner kan blive ramt

Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb

- De falder jo som perler på en snor, og vi frygter, at hele vores sæson bliver aflyst. Der er ikke taget stilling til halvmaraton i september endnu, men udsigterne er ikke de bedste, siger Dorte Vibjerg. 

Royal Run blev i slutningen af marts udsat fra 1. juni til 6. september. Her er Sparta Atletik & Løb teknisk arrangør - og er altså ikke med til at afgøre, om også det løb skal aflyses. 

Men Dorte Vibjerg oplyser, at der indtil videre ikke er taget stilling til, om Royal Run kan gennemføres eller ej. 

Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund.

Bodil Kjærgaard, kommunikationsansvarlig Royal Run, siger til TV 2 Lorry, at man "fortsat afventer situationen."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik