DGI-byen giver rygerne sparket: Unge skal ikke mødes af røgsky

DGI-byen vil skåne børn og unge for tobaksrøg på deres matrikel, så fremover er det forbudt at ryge på stedet.

DGI-byen i Københavns vil være røgfri. Sammen med DGI Storkøbenhavn og Københavns Kommune har man søsat initiativet ”Røgfrit idrætsliv for børn og unge”.

Her vil man lave røgfri zoner foran hovedindgangen til DGI-byen ved Tietgensgade og ved trappen til Vandkulturhuset. Herved undgår børn og unge røg til og fra træning.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Stedfortrædende sundheds- og omsorgsborgmester Klaus Mygind fra SF er glad for DGI-byens initiativ.

- Vi vil gerne give børn og unge i København de bedste muligheder for at vokse op uden røg. De skal kunne komme til træning uden at blive mødt med røgskyer og fyldte askebægre. Vi har allerede gode erfaringer med røgfri skoletid, hvor synlig rygning ikke længere frister børn og unge. Det er fint at få det udbredt til fritiden, fortæller han.

Initiativet indgår i kampagnen ”Røgfri Fremtid”, som Trygfonden og Kræftens Bekæmpelse står bag.

Særligt er fokus på indsatsen for børn og unge, hvor røgfrie miljøer er et blandt en række tiltag, der skal mindske risikoen for, at børn og unge udsættes for passiv rygning eller selv begynder at ryge.

Ingen børn og unge ryger i 2030

Københavns Borgerrepræsentation vedtog allerede i 2012 en vision om, at København skal være en røgfri by i 2025, hvor særligt børn og unge skånes for tobaksrøg.

Det har blandt andet resulteret i, at Københavns Kommunes legepladser er røgfrie, og der er indført røgfri skoletid på de københavnske folkeskoler. Via initiativet ”Røgfrit København” samarbejder kommunen også med DGI Storkøbenhavn om at gøre idrætsforeningerne røgfrie.

Samarbejdet indebærer blandt andet, at foreningerne udarbejder rygepolitikker, laver røgfrie aktiviteter og viser deres holdning til røgfrihed.

DGI og DIF har sammen indgået et partnerskab med ”Røgfri Fremtid”, der i sidste ende skal sørge for, at ingen børn og unge ryger i 2030.

- DGI-byen er rammen om rigtig mange københavnske børn og unges fritidsliv og træning, derfor skal vi selvfølgelig være med som et af byens stærke fællesskaber for et røgfrit idrætsliv for børn og unge, fortæller direktør i DGI-byen Michael Stensbøl.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik