DF vil have Amager Fælled-byggeri sat på pause i otte dage - borgmester bakker op

Politikerne Teknik- og Miljøudvalget mødtes torsdag ekstraordinært til en orientering fra forvaltningen om byggeriet på Amager Fælled.

Byggeriet på Lærkesletten på Amager Fælled fortsætter stadig. Men nu foreslår Dansk Folkeparti, at byggeriet stoppes i otte dage, mens de juridiske uklarheder, som er opstået omkring byggeriet, bliver afklaret.

Udmeldingen kommer, efter medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget torsdag blev orienteret om sagen af Teknik- og Miljøforvaltningen.

- Borgmesteren må træde i karakter og tage kontakt til bygherren og lave en gensidig aftale om, at man stopper byggeriet i otte dage, så man kan få afklaret, om det var lovligt eller ikke lovligt at fortsætte det, siger Finn Rudaizky, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Dansk Folkeparti, til TV 2 Lorry.

Dansk Folkepartis Finn Rudaizky siger nej til flere advokater i sagen om Amager Fælled.
Dansk Folkepartis Finn Rudaizky siger nej til flere advokater i sagen om Amager Fælled.
Foto: TV 2 Lorry

Både Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet har vurderet, at det ikke er tilstrækkeligt grundigt undersøgt, hvordan byggeriet vil påvirke arten stor vandsalamander.

Ekspert i miljøret, juraprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet, har desuden sagt, at han mener, at kommunen bør stoppe byggeriet, fordi der ikke længere foreligger de nødvendige miljøgodkendelser.

På dagens møde i Teknik- og Miljøudvalget forklarede forvaltningen, hvorfor de og deres juridiske eksperter mener, at den vurdering er forkert.

Teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), tager godt imod Dansk Folkepartis forslag om at kontakte bygherren - Fælledby P/S - og bede om en timeout.

- Jeg synes, det er en god idé. Jeg synes, vi bør tage den dialog i Økonomiudvalget, hvor vores ejeransvar for kommunale selskaber ligger. Der kan vi jo sagtens som kommune beslutte, at vi som kommune ønsker at stoppe byggeriet i en periode, siger Ninna Hedeager Olsen til TV 2 Lorry.

Teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, synes godt om forslaget fra Dansk Folkeparti.
Teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, synes godt om forslaget fra Dansk Folkeparti.
Foto: TV 2 Lorry

Konservative er skeptisk

Også De Konservative mener, det er et forsøg værd at kontakte bygherren Fælledby, som det kommunale udviklingsselskab By & Havn ejer halvdelen af - og bede om en pause.

- Jeg synes, det ville naturligt, at borgmesteren ringede og spurgte, om bygherren var indstillet på det, siger De Konservatives Jakob Næsager, der er medlem af Teknik-og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.

Ifølge kommunens egen vurdering kan Teknik- og Miljøudvalget ikke stoppe byggeriet, uden at det vil medføre et erstatningskrav.

De Konservative er dog skeptiske over for, om Fælledby er indstillede på frivilligt at stoppe byggeriet.

- Når bygherren har spurgt, om de må have lov til at fortsætte med at rive husene ned, så tænker jeg ikke, at bare fordi, vi kommer og spørger pænt, om de vil vente med at rive vandrehjemmet ned, siger Jakob Næsager.

DF siger nej til flere advokater

Teknik- og miljøborgmester Ninne Hedeager Olsen har allerede foreslået, at kommunen indhenter en second opinion fra flere jurister.

Hun har også inviteret de jurister, der udfordrer Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering af sagen, til møde.

- Jeg kommer til at spørge dem, hvorfor de mener, at de kan pege på, at der er en anden korrekt tolkning, siger Ninna Hedeager Olsen.

Dansk Folkeparti ser dog ingen grund til at bruge flere penge på nye jurister. De tror, at det er nok med en pause, hvor de forskellige parter taler stille og roligt sammen.

- På den måde skulle det være muligt at få en afklaring omkring hele spørgsmålet, siger Finn Rudaizky.

De Konservative mener, at forvaltningen og Planklagenævnet i fællesskab burde kunne finde frem til, hvordan juraen skal forstås – og om byggeriet kan fortsætte.

- Jeg synes, det ville være naturligt, at Planklagenævnet træffer en hurtig afgørelse. Jo hurtige jo bedre, siger Jakob Næsager.

Teknik-og miljøborgmesteren vil nu forsøge at få Økonomiudvalget til at behandle sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik