”Det var ikke særlig gangster at skrive digte i et ungdomsfængsel"

Mazen Ismail fik sin første danskundervisning på et loft i Sandholmlejren. Siden fik en fængselsdom ham til at skrive digte, som han udgav på de sociale medier. I år debuterer han med en roman fra Politikens Forlag.

Nu giver du mig andre børns tøj på og siger

Her er lidt koldt og vi skal igennem kolde tider

Så tag dit hæfte og skriv dine drømme ned

Og det var lige præcis, hvad Mazen Ismail gjorde. Han skrev digte og tekster i det ungdomsfængsel, hvor han som 17-årig afsonede en tre måneder lang dom.

quote Da jeg startede med at skrive tekster, var det fordi, jeg var et mørkt sted, hvor jeg ikke havde lyst til at være.

Mazen Ismail

- Da jeg startede med at skrive tekster, var det fordi, jeg var et mørkt sted, hvor jeg ikke havde lyst til at være. Så jeg tegnede en verden op med ord, som jeg selv kunne forsvinde ind i, fortæller han.

Stroferne ovenfor stammer fra digtet 'Mama' i Mazen Ismails anden digtsamling 'Gadedreng forklædt som poet'.
Stroferne ovenfor stammer fra digtet 'Mama' i Mazen Ismails anden digtsamling 'Gadedreng forklædt som poet'.

Og det skulle komme til at ændre hans liv.

- Litteraturen gjorde mig ikke til en anden person, men gjorde mig bevidst om, hvem jeg i forvejen var, fortæller han og tilføjer:

- Og det var dér, jeg tog en beslutning om, at når jeg kommer ud herfra, skal jeg få min 9. klasse, gå på handelsskolen og få en uddannelse fra universitetet. Og det var det, der skete.

Jeg tror, der er mennesker, der kan spejle sig i min historie

I dag er Mazen Ismail 34 år gammel. Han har – på egen hånd – udgivet to digtsamlinger, optrådt med to udsolgte comedyshows, hvoraf det ene vandt en pris fra Statens Kunstfond for Årets Udgivelse.

 
 

Men de fleste kender ham nok fra Facebook, hvor han flere gange er gået viralt med humoristiske videoer om alt det, der rører sig i samfundet. Og som både forener os og skiller os ad.

Senere i år debuterer han med en roman, hvor han fortæller sin historie. En historie om at klare den mod alle odds.

quote Jeg tror, der er mennesker, der er havnet et mørkt sted, som kan spejle sig i min historie.

Mazen Ismail

Og selv om hans karriere umiddelbart stikker i mange retninger, så er omdrejningspunktet det samme, i alt, hvad han foretager sig.

Nemlig at vise folk, at man skal gå efter sine drømme ligegyldigt hvad, man har været igennem.

- Jeg tror, der er mennesker, der er havnet et mørkt sted, som kan spejle sig i min historie og tro på, at det er muligt at få en bedre tilværelse. Jeg håber, at folk føler, at verden kan blive bedre, når de lægger min bog fra sig eller ser mine shows og videoer.

 
 

Bogstakken på bordet i cellen fik ham til at skrive

Mazen Ismail kom til Danmark som 5-årig efter, hans familie flygtede fra Beirut under den libanesiske borgerkrig. Og selv om familien havde besluttet sig for at rejse til New York, endte de i en lille by ved navn Brejning.

quote Mine intentioner var virkelig gode. Jeg ville jo gerne.

Mazen Ismail

Et sted, hvor Mazen Ismail var anderledes og hvor hans første danskundervisning foregik på et loft på Sandholmlejren i Birkerød. 

Hvor de folkeskolelærere, han mødte igennem årene ikke forstod ham eller hans gode intentioner.

- Mine intentioner var virkelig gode. Jeg ville jo gerne. Men mine lærer forstod mig ikke. Og til sidst var det ligegyldigt. Så skulle jeg nok leve op til de øjne, der så ned på mig.

 
 

Da han blev smidt ud af den femte folkeskole, endte han i dårligt selskab og fik en dom på tre måneder, der skulle afsones i et ungdomsfængsel. En dom som Mazen Ismail gerne vil holde for sig selv. 

Noget, der endte med at blive et vendepunkt for ham.

En dag kom en pædagog nemlig forbi med en stak bøger, som hun placerede på det lille skrivebord i Mazen Ismails celle. Og selv om det provokerede ham til at starte med, slugte han samtlige sider.

quote Det var ikke særlig gangster at være i et ungdomsfængsel og skrive digte.

Mazen Ismail

Læsningen fik hans øjne op for litteraturen og satte gang i hans egne skriverier.

- Jeg skrev rigtig mange digte og tekster, som jeg ikke delte med nogen. Eller turde at dele med nogen. For det var ikke særlig gangster at være i et ungdomsfængsel og skrive digte.

Da han blev løsladt, var det en helt anden verden, han kom ud til. For pludselig var biblioteket det fede sted at hænge ud.

Da han første gang udgav et digt, var det som video på de sociale medier. Det hed ’Kvinde’ og videoen gik såkalt viralt. Den tog altså internettet med storm. 

 
 

Derfor var det naturligt – tænkte han – at forlagene ville udgive hans digte. Så han kontaktede samtlige danske forlag. Og blev afvist.

Så han besluttede sig for selv at udgive digtene, mens han fortsatte med at lave videoer på sociale medier, som ofte gik viralt.

Videoerne fik for alvor folks øjne på for ham og hans skriveri.

- Den respons, jeg fik på de sociale medier, brugte jeg til at samle min bog. Mine følgere har faktisk været min redaktør.

quote Jeg håber, at bogen kan minde folk om, hvad de er i stand til.

Mazen Ismail

Efterhånden har Mazen Ismail 53.000 følgere alene på Facebook. Og noget tyder på, at forlagene også så småt begyndte at få øjnene op for hans potentiale.

I år udgiver Politikens Forlag nemlig den roman, Mazen Ismail har skrevet gennem de sidste år. Og som fortæller den historie, der har bragt ham til det sted, hvor han er i dag:

- Den handler om den rejse, jeg har været på og de ting, jeg set og oplevet undervejs, fortæller han og tilføjer:

- Jeg håber, at bogen kan minde folk om, hvad de er i stand til. Og at de kan skabe det liv, de har lyst til at skabe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik