Designer forvandler 500 stykker genbrugstøj til unik mode - du kan gøre det samme

Røde Kors og den danske designer Søren Le Schmidt sætter fokus på genbrugsmode med ny bog og pop-up butik. Få her fem gode råd til, hvordan du forvandler tøj, der ellers skulle kasseres.

Bæredygtighed er i den grad på dagsordenen. Og i det store klimaregnskab er det ingen hemmelighed, at tøj er en stor synder.

Derfor udkommer Røde Kors og den danske designer Søren le Schmidt - der står bag tøjmærket Soeren le Schmidt - nu med en ny bog kaldet 'Genbrugsmode'.

Den skal give inspiration til, hvordan man selv kan 'upcycle' - altså hvordan man opgraderer sit brugte tøj.

quote Vi vil gerne have danskerne til at bruge endnu mere genbrugstøj - både for miljøet og vores hjælpearbejdes skyld.

Anders Ladekarl, generalsekretær for Røde Kors

I den forbindelse åbner Røde Kors også en pop up-butik i Indre By i København, hvor alt tøjet fra bogen kan købes.

- Vi håber på at skabe endnu mere opmærksomhed på værdien af at bruge tingene flere gange. Genbrug er ikke bare et spørgsmål om at bruge en skjorte igen - men en mulighed for at få en helt unik skjorte, der er meget anderledes end den oprindelige, siger generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl.

Det eneste, man skal bruge, er en symaskine og lidt gåpåmod - og så kan man lave fantastiske kreationer af sit gamle tøj.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Her ses eksempler på de genbrugskreationer, som Soeren le Schmidt har syet om til unik mode.
Her ses eksempler på de genbrugskreationer, som Soeren le Schmidt har syet om til unik mode.
Foto: TV 2 Kosmopol

Brug genbrug for miljøet og hjælpearbejde

Røde Kors' forhåbning er, at endnu flere vil blive inspireret til at købe og se mulighederne i genbrugstøj:

- Genbrug er en væsentlig kilde til at finansiere hjælpearbejdet, som Røde Kors har herhjemme og ude i verden. Sidste år tjente vi næsten 75 millioner kroner på at sælge genbrugstøj, siger generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl.

Tilbage i februar besøgte TV 2 Lorry Søren le Schmidt.

- Men vi vil gerne have danskerne til at bruge endnu mere genbrugstøj - både for miljøet og vores hjælpearbejdes skyld. Derfor er vi gået sammen med Soeren le Schmidt for at vise, at genbrugstøj ikke bare er genbrugstøj, men man kan sammensætte og udvikle tøjet til noget helt unikt, siger han.

I pop-up butikken sælges omkring 500 unikke stykker tøj, der er redesignet af Soeren Le Schmidt. Alt tøjet er skabt af tøj fundet i Røde Kors-butikkerne.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Her ses eksempler på de genbrugskreationer, som Soeren le Schmidt har syet om til unik mode.
Her ses eksempler på de genbrugskreationer, som Soeren le Schmidt har syet om til unik mode.
Foto: TV 2 Kosmopol

Pop up-butikken ligger på Vognmagergade 9, 1120 København K og åbner fra i morgen den 9. oktober og frem til den 22. oktober.

Kunne du godt tænke dig at lære, hvordan du giver dit tøj nyt liv? Herunder kan du få fem gode tips og tricks af Soeren le Schmidt til, hvordan du fornyer din garderobe på bæredygtig vis.

Fem råd om upcycling fra Soeren Le Schmidt

  1. Red tøjet med strygemærker, perler og knapper
    Lad dig ikke begrænse af et lille hul eller en manglende knap. Ofte kan man redesigne sig ud af det, og det er først her, det bliver interessant, fordi du tvinger din hjerne til at udtænke kreative løsninger. Sæt et strygemærke på, placer perler eller knapper, sy en ekstra lomme henover, broder rundtom ... Kun fantasien sætter grænser for, hvordan man kan redde tøjet. 
     
  2. Tjek tøjet igennem
    Når du tjekker tøjet, så kig rundt i halskraven og i kanten af ærmets manchet. Især blazerjakker og skjorter bliver oftest slidte her, så du kan hurtigt se, om dit nye fund har udstået sin tid i sin nuværende form, eller om det kan klare lidt mere. Kig også foret igennem. Tit kan foret være sprukket eller blevet mørt og derfor gået i stykker.
     
  3. Lange kjoler = meget stof
    Lange kjoler er lig med meget stof. Gå derfor efter en lang kjole, men tænk den ikke nødvendigvis som værende lang til evig tid. Der er ofte meget stof at hente her, så klip den af til en kort kjole, og brug resten til en krave, en kappe, nye ærmer eller noget helt fjerde. Det er her, designeren kommer frem i dig, da du let kan finde frem til dit helt eget design ud fra den eksisterende kjoles muligheder.
     
  4. Brug herreskjorter
    Brug herreskjorter til at sy løse kraver. De kan bruges som separate styling-elementer til forskellige looks fra trøjer til kjoler, eller syet fast på en anden skjorte eller på en jakke, frakke, T-shirt, trøje eller kjole, og er en forholdsvis let måde at nyfortolke og ændre et aflagt stykke tøj. Du kan også bruge andet end skjorter til kraver. Mange genbrugsbutikker har for eksempel sengetøj og gardiner, og her kan du ofte finde kniplinger og blonder eller stof i sjove mønstre og farver.
     
  5. Ærmer kan bruges andre steder
    Tænk dig om, når du redesigner. Behøver du at kassere ærmerne på en blazer, når du laver den om til en vest eller giver den andre ærmer? Måske kan de aflagte ærmer bruges til noget andet? Brug din fantasi. Måske har du en vest eller cardigan liggende bagerst i skabet, der kunne bruge nye ærmer?
     

Kilde: Soeren Le Schmidt

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik