Der er ikke plads til alle børn i daginstitutioner i København

Skal retningslinjer om afstand overholdes, er der ikke plads til alle børn i hovedstadens institutioner.

Der skal være god afstand mellem børnene, når daginstitutionerne i denne uge begynder at åbne igen, og hvis børnene skal sidde ved borde, skal pædagogerne placere dem med mindst to meters afstand.

Sådan står der i Sundhedsstyrelsens anbefaling til dagtilbuddene, der genåbner som en del af regeringens genåbningsplan.

Men de nye krav til kvadratmeter betyder, at der er plads til færre børn i institutionerne, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Det indebærer, at nogle af institutionerne i Københavns Kommune ikke har plads til at modtage alle de børn, der er indskrevet. Det skriver Information.

En presset situation

Københavns Kommune har derfor bedt forældre om at oplyse deres pasningsbehov senest tirsdag.

Først derefter finder daginstitutionerne ud af, om der er plads nok til det antal børn, der er behov for at blive passet.

Ifølge formanden for Københavns Forældreorganisation, Julie Kyndesgaard, sætter det forældrene i en presset situation.

- Det er en rigtig problematisk situation for forældrene, fordi det er blevet meldt ud, at daginstitutionerne åbner igen, siger hun.

- Derfor kommer forældrene til at stå som en lus klemt mellem to negle, da deres arbejdsgiver regner med, at forældrene kommer på arbejde, fordi der er åbnet for børnepasning, og det er jo slet ikke sikkert, at det er virkeligheden.

I Københavns Kommune tager man ikke sorgerne på forskud og venter i stedet på at se, om der rent faktisk opstår et problem, hvis der er flere forældre, der har brug for pasning, end der er plads til i deres daginstitution.

Kan ikke åbne for alle elever

Plads kan også blive en udfordring på landets skoler, som i disse dage gør klar til at tage imod de yngste elever fra på onsdag.

Det siger formand for Skolelederne Claus Hjortsdal til Jyllands-Posten.

Mens det ventes, at der vil være plads til 0.-5.-klasserne snart, afviser skolelederne, at det kan lade sig gøre at åbne for alle elever allerede om en måned, hvis kravene om afstand mellem eleverne opretholdes.

- Vi bruger hele personalet til at få det her til at lykkes. Hvis man forestiller sig, at vi skal åbne i fuldt omfang om en måned på samme vilkår, så går det simpelthen ikke, siger Claus Hjortdal til Jyllands-Posten.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik