Den næste måned: Flere metrolinjer kører ikke om aftenen og natten

Fra mandag og en måned frem skal nye metrotog testes i den Københavnske undergrund. Derfor medtager togene ikke passagerer.

Det skal være skidt før det kan blive godt, fristes man næsten til at sige.

Otte funklende nye tog er blevet indkøbt til metrolinjerne M1 og M2, men før de medtager passagerer, skal de testkøres på strækningerne.

Og det skal foregå fra mandag - alle hverdage - en måned frem i tidsrummet kl. 21-05. 

Derfor skal man benytte sig af alternative transportmidler, hvis man skal rejse mellem Vanløse og Vestamager eller Vanløse og Københavns Lufthavn. Der bliver dog indsat metrobusser som erstatning.

Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.

- I Metroselskabet arbejder vi løbende med at optimere kapaciteten i metroen, så vi også fremover kan sikre vores kunder en god rejseoplevelse og en stabil drift, siger Rebekka Nymark, direktør i Metroselskabet i en pressemeddelelse.

- Cirka 200.000 passagerer benytter hver dag metrolinjerne M1 og M2, og togene har snart 20 år på bagen. Derfor gennemfører vi en række store investeringer i metroen – både for at vedligeholde den og for at skabe bedre plads. Vedligeholdelsesarbejdet og testkørslerne er planlagt, så vores passagerer generes mindst muligt. Derfor foregår aktiviteterne om aftenen og natten.

De nye tog skal gennemgå i alt cirka 500 tests, inden de kan sættes i drift. Blandt andet skal bremser, døre og køreegenskaber testes af. 

Ny indretning af tog

Når københavnerne og andre pendlere kan indtage de nye tog, vil de også opleve en ny indretning. 

Sæderne er nemlig placeret langs vinduerne i toget. Der er også flere klapsæder og færre faste sæder.

Der er dog ikke lige med det samme, de nye tog kommer til at medtage passagerer. Det forventes, at de otte nye tog kan sættes i drift ved årsskiftet 2021/2022.

- Formålet med at øge kapaciteten i metroen er at kunne imødekomme den forventede stigning i antallet af passagerer frem til 2035, så kunderne også i fremtiden vil opleve en rejse af høj kvalitet, forklarer Rebekka Nymark.

Når de nye tog til M1 og M2 sættes i drift ved årsskiftet, ventes de at øge antallet af tog i myldretiden med knap 20 procent, hvilket giver hyppigere afgange på begge linjer. 

- For vores kunder betyder det, at der bliver helt ned til 90 sekunder imellem togene i myldretiden på de strækninger, hvor der rejser flest, lyder det afsluttende fra direktøren.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik