Demonstration mod salg af almene boliger i Mjølnerparken: - Vi flytter aldrig!

Hvis beboere i Mjølnerparken forsøges tvangsflyttet, så ender det med retssager, forudser beboerformand.

00:39

”Vi flytter aldrig, vi flytter aldrig.”

 Sådan lød det igen og igen, da mellem 300 og 400 demonstranter lørdag eftermiddag demonstrerede mod det forestående salg af almene boliger og tvangsflytning af beboere i Mjølnerparken i København.

- Jeg er modstander af den her ghettolovgivning, og jeg vil være med til at kæmpe imod den, siger Hanna Kirkegaard.

Læs også Mjølnerparkens beboere i åbent brev til S: "I kan stoppe salg, hvis I vil"

I hånden har hun et skilt, hvorpå der er tegnet et stort hjerte og påskrevet Mjølnerparken.

Årsagen til, at de mange mennesker havde trodset frygt for spredning af coronavirus og forsamlet sig i en demonstration, er, at flere af dem står til at miste deres boliger.

Boligselskabet Bo-vita meddelte i midten af februar måned, at halvdelen af Mjølnerparken – eller hvad der svarer til 260 lejemål – vil blive solgt inden for tre måneder, og at beboerne skal begynde fraflytning senest i 2022.

Beslutningen om at sælge blok 2 og 3 i Mjølnerparken er taget. Bo-Vita, som ejer Mjølnerparken, har tidligere oplyst, at salget vil blive gennemført i marts måned i år.

Artiklen fortsætter efter videoen.

00:13 Luk video

Herefter vil halvdelen af lejlighederne i Mjølnerparken overgå fra at være almennyttige til at være ejet af en investor.

Målet med salget er at fjerne Mjølnerparkens statslige stempel som en såkaldt ”hård ghetto”. De seneste fire år har boligområdet optrådt på regeringens ghettoliste under netop denne kategorisering.

Læs også Mjølnerparkens beboere vil afprøve tvangsflytning ved domstol - Amnesty bakker op

Det betyder ifølge den stærkt kontroversielle ghettolov, som den tidligere VLAK-regering sammen med Socialdemokratiet og SF vedtog i november 2018, at Mjølnerparken skal nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030.

Boligselskabet forventer, at salget allerede sker i denne måned.

Men ifølge beboerne i Mjølnerparken, så er det ikke den rette vej at gå.

- Man skal gå ind og løse de problemer, der er her, i stedet for at kriminalisere alle, der bor her og tvinge alle ud, siger Samira Qasim, som var mødt op for at give sin mening til kende.

Ifølge Bo-Vita kan beboere i boliger, der frasælges, se frem til genhusning eller tvangsflytninger, hvis ikke de frivilligt forlader deres lejligheder.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Gruppen Almen Modstand havde arrangeret demonstration mod salg af almene boliger i Mjølnerparken lørdag. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Beboerformanden i Mjølnerparken, Mohammed Aslam, forudser dog, at det ender med retssager, hvis nye ejere forsøger at tvangsflytte beboere.

Læs også Tæt på salg af halvdelen af boligerne i Mjølnerparken

- Beboerne ønsker ikke at sælge deres hjem, og beboerne ønsker ikke at blive smidt ud med tvang. Der kommer til at blive anlagt retssager, hvis det bliver nødvendigt, både i Danmark, og hvis det bliver nødvendigt også i udlandet, siger Mohammed Aslam.

Og skulle det komme så vidt, så bakker Amnesty International op om beboerne. Læs mere om det i artiklen her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik