DBU undersøger nyt hovedsæde ved siden af Parken

DBU kan i fremtiden bytte hovedkvarteret i Brøndby ud med et hovedsæde ved siden af landets nationalstadion.

Dansk Boldspil-Union (DBU) får nu undersøgt muligheden for at etablere et nyt hovedkvarter ved siden af Parken.

Det sker, når en arbejdsgruppe inden længe går i gang med at se på en mulig udvidelse og modernisering af FC Københavns hjemmebane Parken, hvor landsholdet spiller størstedelen af sine hjemmekampe.

Derudover skal arbejdsgruppen se på, hvordan man kan udvikle området omkring det danske nationalstadion.

Modernisering af nationalarenaen

Arbejdsgruppen har ifølge en pressemeddelelse fra FCK fået sammenlagt to millioner kroner fra Parken og Københavns Kommune til at undersøge mulighederne. DBU deltager også i arbejdet.

- Vi glæder os til at bidrage til arbejdet mod en modernisering af nationalarenaen, men også til at afdække mulighederne for et nyt DBU-hovedsæde ved siden af Parken, siger DBU-direktør Jakob Jensen i pressemeddelelsen.

DBU's nuværende hovedkvarter er placeret i Brøndby.

Allerede for et år siden luftede DBU-formand Jesper Møller tanken om at flytte DBU's hovedsæde tæt på Parken. Dengang nævnte han ishockeygrunden ved siden af nationalarenaen.

Stemning fra Danmarks EM-kampe i Parken
Stemning fra Danmarks EM-kampe i Parken
Foto: Wolfgang Rattay / Ritzau Scanpix

Fredag kom det frem, at Københavns Kommune i sit budget havde afset en million kroner til at undersøge en udvidelse af Parken, der i øjeblikket kan huse 38.065 tilskuere.

Parken bidrager med samme beløb til undersøgelserne, fremgår det af lørdagens pressemeddelelse.

DBU har tidligere efterlyst et stadion med plads til 50.000 tilskuere, men ifølge formand i Parken, Allan L. Agerholm, er det endnu umuligt at sige, hvor mange tilskuere, der skal være plads til i fremtiden.

- Vi ser gerne på modernisering og investering i de nuværende rammer, men det er for tidlig at tale om, hvor stor kapaciteten eventuelt kan blive eller andre meget konkrete tiltag.

- Det er det, arbejdsgruppen nu skal undersøge, siger Allan L. Agerholm i pressemeddelelsen.

/ritzau/

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik