Danmarks første Flying Tiger-butik er lukket

Gennem 32 år har Flying Tiger-butikken på Islands Brygge solgt billige varer til københavnerne. Nu har butikken drejet nøglen om på grund af dårlig økonomi.

En tiger er fløjet fra reden.

Selvom tigere ikke kan flyve, er talemåden om ikke andet sand. 

For den første Flying Tiger-butik lukkede i weekenden efter 32 år på grund af manglende indtjening.

Butikken åbnede i 1988 på Islands Brygge og blev startskuddet til et succesimperium af billige varer, som danskerne tog til sig. Succesen blev så stor, at Flying Tiger Copenhagen, som det mundret hedder, spredte sig udover Danmark.

Senere kom der interesse fra andre lande, som så et potentiale i at sælge billige varer til mellem 10 og 50 kroner. Men nu har den første butik altså drejet nøglen om.

Skiltet på facaden blev fjernet torsdag. 
Skiltet på facaden blev fjernet torsdag. 
Foto: Hanne Steinmeier/privatfoto

- Det er selvfølgelig med stor vemod, at vi kommer til at forlade Islands Brygge. Butikken på Thorshavnsgade har altid haft en speciel plads i vores forretning. Men udgifterne forbundet med drift, husleje med videre har over en længere periode desværre ikke tilsvarende omsætningen, skriver Rass Skov, landechef i Danmark, Flying Tiger Copenhagen, til TV 2 Lorry.

Tidligere ejer sidder med to følelser

TV 2 Lorry har talt med den tidligere ejer af Flying Tiger, som dengang blot hed Tiger, Lennart Lajboschitz. Det var ham, der i 1988 åbnede butikken, der senere skulle blive en verdensomspændende succes. Det er ikke uden følelser, at han taler om nedlukningen.

- Det er vemodigt, at den lukker. Men det er to følelser, jeg sidder med –  den første at det er vemodigt, og den anden er, at tingene går videre. Man kan ikke holde fast i det, der var. Man må også erkende at tingene må udvikle sig, fortæller han. 

Lennart Lajboschitz solgte 70 procent af virksomheden til en kapitalfond i 2012, hvilket gav ham et gyldent håndtryk. Trods en ejerandel på 29 procent af Flying Tiger har han ikke fået noget at vide om lukningen af butikken på Islands Brygge.

- Jeg har stadig en ejerandel af det, men jeg er ikke med i driften. Jeg er ikke med til at køre det. Derfor har jeg heller ikke noget specifik viden om, hvorfor butikken lukker, siger Lennart Lajboschitz.

Flere butikker lukker

Butikken på Amager er ikke den eneste, der må lukke. Flying Tiger lukker 13 butikker i Danmark frem mod 2021.

- Vi har haft en massiv international vækst, hvor vi i nogle år åbnede en ny butik hver tredje dag. Den meget aggressive vækstplan satte vi i 2019 på pause for lige at få pusten og opbygge stærkere, sundere og mere rentable butikker, forklarer Rass Skov.

Flying Tiger har 955 butikker fordelt på 29 lande.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik