muted

Danmarkhistoriens største narkosag:

Følg kokainen og pengenes vej gennem København

Tonsvis af narko og penge i millionvis cirkulerer mellem København og resten af Europa. Men hvordan? Det bliver vi klogere på i det, der kaldes danmarkshistoriens største narkosag, og som udspringer af den efterforskning, politiet har døbt 'Operation Goldfinger'.

I Operation Goldfingers hovedsag er 15 mænd sammen på anklagebænken for at have indsmuglet og videresolgt cirka ni ton kokain. 

Operation Goldfinger har været efterforsket af Særlig Efterforskning Øst i samarbejde med udenlandske og internationale politimyndigheder.

Politiet installerede mikrofoner i flere biler og på forskellige adresser, betjente opsatte videokameraer og skyggede de nu tiltalte. 

I juni 2019 slog politiet til og foretog anholdelser – både i Danmark og udlandet. 

Og i december 2021, efter mere end 60 retsmøder, har sagen nået sin foreløbige finale.

Hovedmanden har fået mere end 19 års fængsel. En er blevet frifundet. De øvrige er blevet straffet med fængsel fra 18 år til to år og ni måneder.

muted

Fra familiefar til narko-bagmand

En skaldet mand træder ind i en souvenirbutik i København med en papirpose fra H&M i hånden. Men da han få minutter efter træder ud af døren igen, er det tomhændet.

Ikke noget, der normalt ville vække opsigt.

Men indholdet af posen, og hvad manden laver i butikken, er noget af det, som politiet har undersøgt gennem længere tids efterforskning og mere end 60.000 siders rapporter.

Og lige præcis dén her seance er ifølge Berlingske blevet optaget på video og afspillet som bevis i den efterfølgende retssag.

Den skaldede mand var bosat med sin familie i et almindeligt villakvarter i Kastrup, og har ifølge egen forklaring arbejdet som 'pizzamand' efter at være er kommet til Danmark fra krigen i Kosovo for lidt over 20 år siden.

Anklageskriftet fortæller dog en noget anderledes historie. 

Her står manden nemlig også angivet med et andet navn. 

Han har ifølge politiet levet i Danmark under en falsk identitet. Og med hans rigtige identitet følger rollen som hovedperson i et organiseret kriminelt netværk.

Et netværk, der også består af retssagens 14 andre tiltalte mænd: Ni albanske statsborgere, to danske, to kosovoske og en svensk.

quote Mængden af narkotika, der er kommet ind i blandt andet Danmark, er svimlende stor

Annika Jensen, senioranklager, Københavnspoliti

- Der er tale om en meget omfattende og alvorlig sag vedrørende indsmugling og handel med narkotika. Der er efter politiet og anklagemyndighedens opfattelse tale om et netværk af personer, som har handlet meget professionelt og organiseret gennem en lang årrække, og mængden af narkotika, der er kommet ind i blandt andet Danmark, er svimlende stor. Det er sjældent set, heldigvis, sagde anklager Annika Jensen, da anklageskriftet sidste år lå klar.

Efterforskningen har dog også involveret flere personer.

Fra oktober 2019 til november 2020 er fem personer nemlig blevet dømt i sager, som udspringer af Operation Goldfinger. Blandt dem er hustruen til hovedpersonen i Kastrup, som fik to års fængsel for hæleri.

muted

Fra Colombia til København

I Operation Goldfinger peger efterforskningen på, at der blandt andet er smuglet kokain ind i Danmark fra Holland og Belgien.

Generelt ser størstedelen af den kokain, der bliver beslaglagt i EU, ud til at være dyrket i Colombia. 

Men når det rammer Europa, er epicenteret Nordeuropas kæmpehavne som belgiske Antwerpen og hollandske Rotterdam. Tidligere var Den Iberiske Halvø det primære indgangssted. 

Noget af kokainen kommer til Europa via Afrika, andet direkte fra Sydamerika og oftest via containerskibe

I en aktion ledet af den spanske politienhed Guardia Civil blev der blandt andet beslaglagt seks ton kokain fra et organiseret kriminelt netværk, der smuglede narkotika fra Sydamerika til Europa.
I en aktion ledet af den spanske politienhed Guardia Civil blev der blandt andet beslaglagt seks ton kokain fra et organiseret kriminelt netværk, der smuglede narkotika fra Sydamerika til Europa.

I Goldfinger-sagen menes kokainen at være transporteret videre til Danmark i specialbyggede biler med særlige gemmesteder.

Der er eksempelvis brugt en Kia Rio, hvor man via en fjernbetjening kunne åbne området over bilens instrumentpanel.

Pakkerne med kokain bliver ifølge anklagerne afleveret på forskellige adresser i københavnsområdet.

Her bliver det blandet op med fyldstoffer.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det hyppigst brugte fyldstof i kokain lægemidlet Levamisol, der bruges til behandling af parasitiske ormeinfektioner.

Delt op i mindre portioner bliver kokainen efterfølgende solgt videre i både Danmark, Norge og Sverige.

Her slutter narkosporet.

muted

Fra souvenirbutikker til Polen

- This is something good for me.

- I want good PR.

Sådan skulle Goldfinger-bagmanden ifølge mediet Balkan Insight have sagt i en telefonsamtale, som blev optaget af de danskere politiefterforskere.

Han taler om en ret overraskende narkopenge-investering. 

Men den vender vi tilbage til.

Med handel af kokain følger naturligvis også et spor af penge.

Netværket har brug for euro til at foretage selve indkøbet og smuglingen. Og benytter sig ifølge anklagerne først af københavnske vekselbutikker.

I 2017 er Uni Travel & Exchange på Nørrebrogade blevet dømt i Østre Landsret for at have vasket penge hvide. 

Og her er to af de mænd, der har været tiltalt i Goldfinger-sagen blandt andre set som kunder.

Senere kommer to souvenirbutikker ind i billedet.

Ifølge politiet bliver de en pengecentral for netværket.

Flere gange om måneden bliver der afleveret danske kroner fra narkoforretningen, som de medsammensvorne i souvenirbutikkerne sørger for bliver vekslet i udlandet.

Og som du måske har regnet ud, menes det altså også at være formålet med den papirspose fra H&M, som du hørte om tidligere.

Blandt andet bliver flere millioner danske kroner transporteret østpå. 

66-årige Josef Al-Assaf, der har drevet en tøjhandel i Malmø, er i 2020 dømt for at rejse frem og tilbage med færgen mellem Ystad i Sverige og Stettin i Polen, hvor kronerne bliver til eurosedler. 

Fra Sverige ryger pengene tilbage til de københavnske souvenirbutikker, hvorfra de kan bruges til at indkøbe nye portioner kokain.

Kredsløbet af penge og narkotika kan starte forfra. 

Fra Nordmakedonien til en albansk kyllingefarm

Men ifølge politiet er der også et pengespor, der fører os tilbage til netværkets albanske rødder.

Profit bliver nemlig kørt til Tetovo i Nordmakedonien.

En 43-årig chauffør er dømt for via sit tidligere busselskab Alba Turist at have fragtet, hvad der svarer til 30 millioner kroner i kontanter. 

Og i nabolandet, Albanien, bliver profit ifølge albansk politi hvidvasket ved at investere i lejligheder og biler.

Men måske lidt mere kuriøst: I en kyllingefarm i Albanien.

Det var tilsyneladende den gode investering, der blev talt om i telefonen, og som du ser på billedet ovenfor, der er taget af den albanske journalist Klodiana Lala. 

Fra den italiensk mafia til baltiske kriminelle

I 2019 blev der i EU beslaglagt rekord meget kokain: 213 ton.

Det var en stigning fra 177 ton i 2018, ifølge en opgørelse fra European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction.

De traditionelle mafiagrupper har stadig førertrøjen på det europæiske kokainmarked, beskriver en rapport fra FN og Europol.

For eksempel 'Ndrangheta, en verdensomspændende mafiaorganisation, der opererer ud fra italienske Cambrien, og som faktisk også har været igennem en historisk retssag i 2021.

I en specialbygget retssal, som du ser på billedet ovenfor, blev 70 medlemmer dømt i november. 

Men sagen fortsætter.

Andre kriminelle grupper, særligt fra Albanien og resten af Balkanområdet, forsøger dog i stigende grad at få en bid af kagen.

Og der er store penge på spil.

I 2014 tjente føromtalte 'Ndrangheta næsten 400 milliarder kroner på deres kriminelle forretninger. Med kokainhandel som den primære indtægtskilde, men også menneskesmugling og afpresning. Og det er mere end dobbelt så meget, som burgerkæden McDonald's tjente på verdensplan samme år, skriver DR.

Og i Albanian ender penge fra organiseret kriminalitet ikke kun i kyllingefarme.

Ifølge eksperter finansierer de også politisk korruption og er ødelæggende for landets udvikling, skriver Balkan Insight.

Prisen for at unge københavnere og andre europæere kan få en bane kokain er på mange måder dyr.

muted

Dommen

Men hvad blev prisen for de 15 Goldfinger-tiltalte?

I alt 15 mænd har været under anklage, hvoraf en frifindes helt. 

Hovedmanden blev af Københavns Byret idømt fængsel i 19 år og fire måneder.

- Han var helt rolig og sagde: "Jeg er uskyldig, så den skal ankes", siger hans forsvarer Henrik Dupont Jørgensen lige efter domsafsigelsen til TV 2 Lorry. 

Han påpeger desuden, at hans klient blev dømt for en betydelig mindre mængde narkotika, end der var lagt op til i anklageskriftet, nemlig 920 kilo opblandet kokain.

Alligevel lykkedes det altså anklagerne at sprænge strafferammen for flere af de tiltalte. 

- Vi er overordentlig tilfredse, siger senioranklager Annika Jensen til Ritzau. 

- Mængderne er mindre afgørende i forhold til straffens længde, bemærker senioranklageren.

De øvrige straffes med fængsel fra 18 år til to år og ni måneder. 

12 af de 14 dømte udvises af Danmark.

Tre af de dømte håndterede ifølge retten mindst 25 millioner kroner, som de modtog i to souvenirbutikker og derefter vekslede til euro. De er frifundet for deltagelse i narkokriminalitet. I stedet er de fundet skyldige i groft hæleri.

Disse tre mænd er hver blevet straffet med fængsel i fire år og seks måneder. De overvejer, om de vil anke til Østre Landsret.

Kun en enkelt modtager sin dom. Den lyder på fængsel i to år og ni måneder. Resten af de dømte anker på stedet med krav om, at landsretten frifinder dem eller nedsætter straffen.

Credit

Webdok af Sofie Munk Gauger.

Kilder:

Video:

Billeder: