Efter tre år vender Copenhagen Marathon tilbage med rekordmange udenlandske løbere

Efter coronaaflysninger i 2020 og 2021 vender maratonløbet tilbage til København den 15. maj. Arrangører melder om 11.000 tilmeldte deltagere og et rekordhøjt antal fra udlandet.

Når Danmarks største maratonløb vender tilbage i midten af maj måned efter tre års fravær, bliver det med 11.000 løbere på startstregen, hvoraf en rekordhøj andel udgøres af udenlandske atleter.

Det oplyser arrangørerne bag løbet, Sparta Atletik & Løb, i en pressemeddelelse.

Selvom årets deltagerantal er et stykke fra rekorden på lidt flere end 13.000 i 2019, så er arrangørerne godt tilfredse med antallet af tilmeldte.

- Det er tre år siden, vi sidst afviklede Copenhagen Marathon, og det er en fornøjelse at mærke, hvor stor interessen er for at være med, udtaler Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør af Sparta Atletik & Løb.

Løbere fra udlandet tegner sig i år for 50 procent af de tilmeldte, og ifølge Dorte Vibjerg kan dette til dels forklares med ét forhold:

- Vi er ikke i tvivl om, at det blandt andet skyldes, at Danmark var et af de første lande til at ophæve alle restriktioner, og vi allerede havde mulighed for at afholde store motionsarrangementer i sensommeren sidste år, siger Dorte Vibjerg.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Den seneste udgave af Copenhagen Marathon i 2019 blev også den hurtigste udgave. Her blev der sat rekordtider hos både kvinderne og mændene.
Den seneste udgave af Copenhagen Marathon i 2019 blev også den hurtigste udgave. Her blev der sat rekordtider hos både kvinderne og mændene.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Et tegn på turismebranche i bedring

90 forskellige nationaliteter er repræsenteret ved løbet, og det ser turismeorganisationen Wonderful Copenhagen som et godt tegn.

- Vi arbejder målrettet på at få den internationale turisme genoprettet i hovedstaden oven på pandemien, og samtidig har vi stort fokus på at sprede turismen over hele året. Og her spiller internationale events som Copenhagen Marathon en vigtig rolle. Derfor er vi rigtig glade for den store udenlandske interesse for at løbe maraton i Danmarks hovedstad, udtaler Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Selv forventer arrangørerne op mod 100.000 tilskuere langs ruten, der går gennem Indre By, Islands Brygge, brokvartererne og Frederiksberg.

Årets udgave af Copenhagen Marathon er nummer 43 i rækken.

Ved den seneste udgave i 2019 blev rekorden for de hurtigste tider på den 42,195 kilometer lange distance slået både blandt kvinderne og mændene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik