Christiania lukker sig selv med hegn efter opholdsforbud

Politiets opholdsforbud på en del af Christiania har fået christianitterne til at lukke hovedindgange af.

Christiania har valgt at lukke sine tre hovedindgange med hegn.

Det sker en uge inde i et opholdsforbud, som foreløbigt varer til og med 20. januar. Det oplyser Christiania på sin facebookside.

- Grundet opholdsforbuddet i Pusherstreet er der opstået en scene på Christiania, der er uholdbar. Derfor har vi endnu engang som fællesskab set os nødsaget til at lukke de tre hovedindgange på Christiania af med hegn, skriver staden.

Opholdsforbuddet, som politiet har udstedt for at mindske spredningen af coronavirus, gælder kun en del af Christiania - Pusher Street og Green Light District - og gør det ulovligt at tage ophold i området.

Opholdsforbud Christiania
Foto: Mikkel Johansen/Byrd

Hashhandel har spredt sig

Det har dog betydet, at handlen med hash, som normalt har foregået i Pusher Street, har spredt sig til andre steder på Christiania.

- Det har medført en uheldig situation på Christiania. Før havde vi hashhandel samlet på et sted. Nu blev det sådan, at man ikke kunne undgå det. Det var ikke særlig behageligt. Derfor har vi besluttet at lukke Christiania, siger christianit Hulda Mader.

Politiets opholdsforbud gælder i tidsrummet 10 til 24. Almindelig færden som gå- og løbeture samt hundeluftning er i orden, men det er ulovligt at tage ophold og kan koste en bøde på 2500 kroner.

Forbuddet trådte i kraft 7. januar og løber foreløbigt til 20. januar.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik