"Charmerende øjebæ” – Det tænker borgere om nye planer for ikonisk biograf

Den ikoniske pastelfarvede biograf, Palads, der står farverigt midt på Vesterbro i København, har længe haft en usikker fremtid. Ejeren slår fast, at biografen skal renoveres – og dertil kan borgere få indflydelse.

Du kan både elske og hade den – men du kan ikke ignorere den.

Den farvestrålende biograf, Palads, der er placeret lige ved Vesterport Station i København, har længe været genstand for debat.

Nordisk Film Biografer, der ejer den pastelfarvede Palads-bygning, har gennem længere tid haft planer om at ændre området omkring biografen – blandt andet har en konkret nedrivning af den ikoniske bygning tidligere været på tale.

Det er dog aldrig blevet en realitet - blandt andet på grund af borgerprotester og manglende opbakning på rådhuset.

Nye planer for biografen er nu i støbeskeen og tilbage i marts 2022 lød meldingen fra Nordisk Film Biografer, at den mere end 100 år gamle biograf skulle moderniseres.

Nordisk Film har derfor henvendt sig til Københavns Kommune med ønske om at gennemføre en fornyelse af biografen og en udvikling af Palads-grunden.

Derfor ønsker Københavns Kommune blandt andet borgernes idéer og kommentarer til, hvordan Palads Teatret kan udvikles, så bygningens udtryk videreføres i større eller mindre omfang, samtidig med at der bliver plads til en moderne biograf og nye faciliteter, som eksempelvis kontorer, butikker og caféer.

TV 2 Lorry har i den forbindelse talt med flere biografgængere om deres holdning til en mulig renovering af Palads – en biograf-bygning, der kaster mange holdninger af sig.

Filmentusiast Christian Krogsdal på 22 år, der gerne går i biografen en til to gange om ugen, har ikke de store anker mod en mulig renovering. Tværtimod.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Filmentusiasten Christian Krogsdal går ofte i biografen. Han har også biograffavoritter, men det er ikke Palads.
Filmentusiasten Christian Krogsdal går ofte i biografen. Han har også biograffavoritter, men det er ikke Palads.
Foto: Rasmus Ahlefeldt Simonsen / TV 2 Lorry

- De sidste par gange, jeg har været derinde (i Palads, red.), har jeg kunnet høre lyden fra en anden sal, så de kunne i hvert fald godt bruge noget lydisolering og generelt en opdatering, siger Christian Krogsdal og påpeger, at den ifølge ham lidt halvkedelige bygning godt kunne trænge til en god gang maling.

Hvis det viser sig, at det ikoniske ved Palads ikke kan bevares ved en renovering, hvad vil du så tænke om det?

- Jeg har ikke det store forhold til bygningen. Det er selvfølgelig et vartegn. Det ville være en af de sidste ikoniske københavnerbygninger, der ville gå tabt, men det ville nok ikke påvirke mig personligt, siger Christian Krogsdal.

Også Inge Vibeke Aaen fra Tårnby kan se fordele ved en renovering. Hun påpeger dog, at det skal gøres med måde.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Biografgænger Inge Vibeke Aaen synes, at Palads er unik. Hun kan godt lide, at biografen er nem at kende for turister.
Biografgænger Inge Vibeke Aaen synes, at Palads er unik. Hun kan godt lide, at biografen er nem at kende for turister.

- Den (biografen, red.) er jo lidt gammel indvendig, så på den måde kan det være meget godt, at den bliver opdateret, men de skal bare ikke pille ved charmen, siger Inge Vibeke Aaen og fortsætter:

- Det handler rigtig meget om smag, men en god arkitekt, tror jeg godt, kunne få noget fornuftigt ud af det. Jeg synes, det ville være en god idé med eksempelvis en café, så det kan blive mere et kulturhus. Det kunne jeg godt se fidusen i, men det skal gøres med respekt for det, der er nu, siger Inge Vibeke Aaen.

Flere biografgængere, som TV 2 Lorry møder foran Palads på Vesterbro i København kan huske biograf-bygningen fra før den blev malet med sine ikoniske pastelfarver.

En af dem er Nicolai Hartung fra Nørrebro, der er marketing manager. Fra han var barn, kan han huske, at det var en stor ting, at bygningen blev malet i mange farver. Han har dog blandede meninger om bygningen.

(Artiklen fortsætter under billedet).

For Nicolai Hartung er Palads ikke er sted, han har lyst til at benytte særlig meget.
For Nicolai Hartung er Palads ikke er sted, han har lyst til at benytte særlig meget.

- Rent æstetisk er det lidt en øjebæ med alle de farver, men det har også sin charme, at det stikker lidt ud på den måde, siger Nicolai Hartung og fortsætter:

- Jeg synes generelt, at når man bygger i København, er det som om, at tingene går lidt stærkt, og at der ikke er tænkt så meget over æstetikken. Jeg kan godt være fan af, at man kan bevare noget af det lidt anderledes, siger Nicolai Hartung.

Foran Palads taler TV 2 Lorry også med salgsdirektør Lars Lantto fra Hillerød. Han har mange positive ting at sige om Palads.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Lars Lantto synes, at Palads skal bevares. Han påpeger dog, at bygningen selvfølgelig skal moderniseres i skyldig hensyntagen til arkitekturen. Han mener også, at man skal blive ved med at markedsføre Palads som noget unikt i København.
Lars Lantto synes, at Palads skal bevares. Han påpeger dog, at bygningen selvfølgelig skal moderniseres i skyldig hensyntagen til arkitekturen. Han mener også, at man skal blive ved med at markedsføre Palads som noget unikt i København.

- Palads har været et ikon i mange år. Det var en del af underholdningsindustrien i København. Det er noget, der altid har været her, og noget man har værdsat, fordi det er noget, der har historie.

Hvad tænker du om en eventuel renovering af Palads?

Det, synes jeg, ville være synd. Det er en flot og speciel bygning, og den har noget historie bag sig, siger Lars Lantto.

Tror du, at en så gammel bygning, kan indgå i et større renoveringsprojekt?

- Det kan den sikker nok. Det, der måske kommer til at ske, er, at den (Palads-bygningen, red.) får mange forskellige slags identiteter. Er det en kontorbygning? Er det en biograf? Hvad er det for nogle ting, vi går ind i?, siger Lars Lantto og fortsætter:

- Jeg kan godt forestille mig, at det ville være en god forretning for ejeren at lave de her ting, men for os københavnere, som bruger biografen, der synes jeg, det ville være synd. Jeg tror hellere, man skulle udvikle selve biografkonceptet og gøre det mere spændende og attraktivt (at gå i biografen, red.), siger Lars Lantto.

Borgere kan afgive deres idéer og forslag til udviklingen af Palads-grunden frem til en 22. juni i år.

På tidslinjen nedenfor kan du få et overblik over Palads' historie.

Vigtige nedslag i Palads' historie


Kilde: Nordisk Film Biografer

  • 1912

    Københavns anden hovedbanegård blev omdannet til biograf under navnet Palads.


  • 1918

    Det nyopførte Palads Teater åbnede på den nyanlagte plads, Axeltorv. Mange skulle vænne sig til det nye byggeris majestætiske udtryk, størrelsen og de karakteristiske søjler og buer. Palads Teatret var Nordeuropas største biograf og havde eget husorkester.

  • 1920

    Palads er en af de første biografer i verden, der viser talefilm.

  • 1929

    Palads Teatret bliver en del af Nordisk Film.

  • 1978-1979

    Palads Teatret ombygges og udvides med flere sale. Palads er nu verdens største multibiograf.

  • 1989

    Nordisk Film tager initiativ til at få malet facaden i det udtryk, Palads har i dag. Den nye facade skaber debat og ikke udelt begejstring.

  • 2018

    Palads Teatret fylder 100 år.