Café var nabo til metro-byggeri: Skifter navn og logo for at lokke metro-kunder i biksen

Café Sospesso ved Trianglen metrostation på Østerbro hedder nu Café M - inden længe vil et stort rødt “M” pryde facaden af caféen. Metroselskabet har “ikke nogen indsigelser."

Når man i tre år har været nabo til et støjende metrobyggeri skal alle sejl nu sættes ind for at lokke kunder i butikken. 

I forbindelse med tilkomsten af Trianglen metro-station på Blegdamsvej på Østerbro har det, der tidligere hed Café Sospesso, nu hevet skiltene ned og klistret et rødt ‘M’ op i vinduet. 

Et ‘M’, der ved første øjekast kunne ligne det karakteristiske ‘metro-M’, der på den anden side af vejen rager op og signalerer metrostation. 

Artiklen fortsætter under billedet...

For kort tid siden var Café M Café Sospesso.
For kort tid siden var Café M Café Sospesso.
Foto: Google maps

Ventet i tre år

Kaffe- og kagestedet hedder nu blot Café M, og det er med fuldt overlæg, at indehaver Tuncay Balaban forsøger at markedsføre sig så meget som juridisk muligt med det røde ‘M’.

- Nu har vi gået i tre år og ventet og set dem bygge metroen. Så fik vi den idé, at når de åbnede, så må vi lave et ‘M’ så kunderne kan genkende M’et, når de kommer op ad trappen.

- Det mangler lige stregen nedenunder, men det er lige for tæt på. Så derfor har vi valgt ikke at sætte stregen på nedenunder, siger han til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter under billedet...

Fra Café M kan man se direkte over på Trianglen metro-station.
Fra Café M kan man se direkte over på Trianglen metro-station.
Foto: TV 2 Kosmopol

Ændrer åbningstider

Tuncay Balaban forklarer, at planen er at sætte et stort rødt M op på caféens facade, men der er lidt udfordringer med udlejer i den henseende. 

Han går efter at få metro-kunder på vej til og fra arbejde ind i butikken. Derfor han har også ændret åbningstiderne fra klokken 9.00 til 7.30. 

- Når man ligger så tæt på, så skal vi også trække lidt på det. Vi laver et slagtilbud på kaffe og croissanter til en billig pris, så man lige kan tage det med på farten. Måske nogle dagstilbud, hvor man lige kan smøre en bolle med ost til dem, der har lidt travlt, siger Tuncay Balaban.

Metroselskabet: Ingen problemer 

Metroselskabet oplyser til TV 2 Lorry, at man “ikke har ophavsret på et enkeltstående rødt M.”

“Så så længe cafeen ikke benytter vores logo i den præcise form, har vi ikke nogen indsigelser. Det er lidt svært at se på fotoet, men det ser ikke ud som om, at M’et har den integrerede understregning, som er en meget tydelig grafisk markør for vores logo. Cafeens M er heller ikke baseret på Metro-skrifttypen, men ser ud til at være en anden font. Det ses ved, at M’et er bredere og mere åbent end vores M-mærke,” skriver Metroselskabet i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry. 

Tuncay Balaban, har det virket indtil videre med det lille røde M?

- Nej, det har ikke virket endnu. Men det er også fordi, at vi ikke har kunne gå all-in. Vi har ikke kunne sætte det store skilt op endnu, siger Tuncay Balaban, der også nævner, at arbejdet med etablering af blandt andet nyt fortov begyndte dagen efter metroens åbning 29. september.

I det nye år lukker Cityringen ned fra 12. til 26. januar.

Årsagen er, at der med færdiggørelsen af den kommende metrolinje - M4 til Nordhavn - skal indfases en opgradering af metroens styresystem.

Det er også en af årsagerne til, at man først kan måle effekten af forandringen om et halvt års tid, mener Tuncay Balaban.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik